Samsung Galaxy S4 bliver ikke en ’game-changer’

NEW YORK (kommentar): Skuffende alt var som forventet. Samsung leverede en sikker præstation uden overraskelser.

Samsung Galaxy S4 bliver ikke en ’game-changer’

Det var et kæmpe show at Samsung rullede ud natten til fredag (dansk tid) i Radio City Music Hall, stedet der siden 1932 har dannet rammen om store koncerter og begivenheder, blandt andet MTV Music Awards og Grammy-uddelingen. Så hvis ikke man skulle lave et show der, hvor skulle man så?

Underholdningsværdien var lige så stor, som produktet Samsung Galaxy S4 var skuffende.

Skuffende fordi næsten alt var som forventet – og lækket forud for arrangementet. Der var ingen overraskelser, men den koreanske producent formåede via finurlige teater-scener, at rette fokus på blandt andet mulighederne i kamera- og bevægelsesdelen.

Det var den historie der skulle fortælles. Ikke en masse snak om specifikationer og design.

Samsung Galaxy S4, launch, New York
Samsung Galaxy S4.(Foto: Mobilsiden.dk).

En opdateret Galaxy S III

Jeg sidder med samme oplevelse, som da Apple gik fra iPhone 4 til iPhone 4S; designet var det samme og styresystemet stort set idendisk med forgængeren. Det var dengang en skuffende præstation – og den kategori kan Samsung skrive sig ind i.

Når vi skræller alt fest, teater og skåltaler væk, kommer vi frem til, at Samsung Galaxy S4 mere eller mindre, er en opdateret Galaxy S III, med en række softwaremæssige justeringer.

Der er fintunet på designet, skærmen er større og bedre, processoren hurtigere og styresystemet har fået en række nye funktioner, som virkelig kræver at man bruger dem, ellers giver de ikke den store mening.

For Samsungs fanskare, dem der i forvejen har en Galaxy S III, der måske er ved at være lidt slidt, er Galaxy S4 en værdig efterfølger. Den er bedre over hele linjen. Blandet andet er det et plus, at telefonen kommer med 4G LTE fra starten, der virker på alle danske frekvenser og teleselskaber med 4G LTE netværk.

Skærm-kvaliteten vil klart også være et salgsargument, der kan få S III-ejerne til at overveje et skifte.

Samsung Galaxy S4, launch, New York
Samsung Galaxy S4 lancering i New York. (Foto: Mobilsiden.dk).

Ligner og føles som…

Den nye Galaxy ligner og føles et langt stykke hen af vejen som den gamle Galaxy. Godt nok er der finpusset på designet, men det ændrer ikke på, at der stadig er tale om en telefon i ægte plastik, der omvendt har fordelen af lavere vægt, og at radiosignalerne har lettere ved at passere igennem materialet.

Jeg er ærligt trist over Samsungs manglende lyst til at give den gas på lækre materialer. Det ville have klædt dem, at præsentere en smartphone, der rykkede igennem på netop dette punkt.

Konkurrenterne har lanceret spændende tiltag på denne front. Sony og LG kører med glas på henholdsvis Xperia Z og Optimus G, mens HTC One går aluminiumsvejen.

Samsung satser på det sikre, præcis som Apple har gjort det. Fordelene er genkendelighed hos køberne og lave udviklingsomkostninger (på designdelen). Men køberne får bare ikke noget nyt og banebrydende at glæde sig over.

Må jeg minde om, at HTC også i flere år har kørt efter samme designskabelon, både i software og hardware. I dag er markedsandelen yderst begrænset.

Samsung Galaxy S4, launch, New York
HTC One ved siden af Samsung Galaxy S4. (Foto: Mobilsiden.dk).

Healthcare er interessant

Bevægelsesfunktioner hvor øjnene udnyttes i betjeningen er sjove features, men de fleste af disse, er ikke noget man i dagligdagen bruger. Hvor tit mon en Galaxy S III ejer udnytter, at telefonen kan ringe op til kontakten fra en SMS-besked, ved blot at føre telefonen op til øret?

Smart Scroll, Smart Pause, Dual Camera m.v. er ganske smarte, men jeg synes health-delen var mere spændende.

Samsung kommer med noget tilbehør med mulighed for at overvåge din tilstand. F.eks. hvordan du har sovet om natten. Der er også kalorietæller, badevægt osv. Desuden har S4 temperatur- og fugtighedsmåler så omgivelserne kan monitoreres. Det skal der nok komme nogle sjove og anvendelige applikationer ud af.

Jeg glæder mig til at prøve hvordan health-delen fungerer i praksis.

Samsung Galaxy S4, launch, New York
Samsung Galaxy S4 lancering i New York. (Foto: Mobilsiden.dk).

Alt var ude på forhånd

Samsung har op til lanceringen været under et enormt pres. Når man er verdens største smartphone-producent, sættes alles forventninger rigtigt højt til, at der ved stort anlagte præsentationer bringes afgørende nyheder. Det gjorde Samsung ikke.

Alt var på forhånd lækket. En kinesisk hjemmeside formåede endda før showet i New York gik i gang, at poste en test af Galaxy S4 på nettet. Stort set samtlige af de specifikationer og billeder der var ude på nettet, inden annonceringen kom officielt, var rigtige.

  – Real or Fake? Første anmeldelse af Galaxy S4 er klar

Det er skuffende, tangerende til uprofessionelt, ikke at kunne holde informationerne internt i virksomheden. Flere journalister i New York som jeg mødte, følte da også, at de spildte deres tid, når det hele var ude før deltagerne var lukket ind i salen.

Producenterne har meget svært ved at overraske, når produkterne allerede er kendt i detaljer på nettet. De store præsentationer bliver blot en gennemgang med bekræftelser, fremfor overraskelser, der kan vælte salen og køberne omkuld.

Samsung Galaxy S4, launch, New York
Samsung Galaxy S4 lancering i New York. (Foto: Mobilsiden.dk).

Succesen er hjemme

Samsung har utroligt godt fat i kunderne og der er stort set sat lighedstegn mellem Android og Samsung. S4 bliver da også den første telefon, udover Nexus 4, der kommer med Android 4.2 direkte ud af salgsæsken.

Selvom jeg ikke synes Galaxy S4 er en ”game-changer” i mobilbranchen, betyder det ikke fiasko. Kunderne vil strømme til, og jeg er ikke i tvivl om, at der nok skal blive solgt utroligt mange styks.

Men Samsung bliver deres egen værste fjende. Galaxy S4 tiltrækker kunder, som allerede har en Galaxy-telefon, men ikke dem fra det brede marked, det er der simpelthen ikke nok nyt i telefonen til. Her er det mere relevant at tjekke HTC, LG og Sony ud.

De manglede afgørende nyheder på f.eks. designet kan også gøre, at nogle Samsung-fans vender dem ryggen. Omvendt kan det også være, at når de får sundet sig lidt over lanceringen, alligevel tjekker den ud i butikken. Det skete f.eks. ved iPhone 5-lanceringen. Her var mange også skuffede, men de købte alligevel telefonen.

Samsung Galaxy S4, launch, New York
Samsung Galaxy S4 lancering i New York. (Foto: Mobilsiden.dk).

Stort show for en telefon

Det var et stort show Samsung trak fra med i denne uge. Næsten 6.000 mennesker var samlet i New York. Men uanset hvor stort og flot det bliver, så er der trods alt blot tale om en telefon.

Jeg anerkender Samsungs strategi om at satse sikkert, uden at overraske. Det sikre valg er også det mest fornuftigt økonomisk. Men at betragte S4 som en ”livsledsager” er lige at stramme den – jo ledsager, de næste cirka 12 måneder, inden der kommer en ny (formodentlig).

Samsung Galaxy S4 er bedre en S III og et skridt frem. Men personligt må jeg erkende, at nyheden for mig, blot ikke så stor som Samsung gerne ville blæse den op til at være.

Samsung Galaxy S4, launch, New York
Samsung Galaxy S4 lancering i New York blev hos i Radio City Music Hall. (Foto: Mobilsiden.dk).

Seenste nyt om emnet

Her får du sagens videre forløb. mobilsiden fastholdt sit fokus på emnet. 15/3/2013 fulgte redaktionen op med sagen om Samsung Galaxy S4 mod Samsung Galaxy S III – se forskelleneKlik her for at gå til artiklen.. Seneste nyt om tematikken finder du her.