Samsung i krig mod iPhone: Sælger Galaxy S II for 11 kroner
Planen synes klar: Sæt gang i en midlertidig butik og sælg et topprodukt til spotpris for at snigløbe konkurrentens premiere på en ny smartphone.
Det er i hvert fald, hvad Samsung har stablet på benene i Sydney, Australien, blot få meter fra byens Apple Store, skriver The Sydney Morning Herald.
Menneskerne i køen ude foran Samsungs såkaldte “pop up”-butik håber således at få fingrene i en Samsung Galaxy S II for blot 2 dollars – eller knap 11 danske kroner.
Nogle af kø-entusiasterne har ifølge The Sydney Morning Herald været plantet foran butikken siden mandag morgen, og hver dag vil de 10 forreste i køen få mulighed for at købe mobilen til den favorable pris. Historien melder imidlertid ikke noget om, hvor længe tilbuddet vil løbe.
Det er imidlertid ikke alle i Samsung-køen, der har tænkt sig at beholde den nyerhvervede Galaxy S II. 19-årige John er glad for sin iPhone og forstår ikke, hvorfor folk har stillet sig i kø ved Apple-butikken, som starter salget af iPhone 4S på fredag.
– “De venter tre dage for at betale fuld pris for iPhonen,” siger han ifølge The Sydney Morning Herald og spekulerer i, at et videresalg af den 11 kroner ‘dyre’ Samsung-mobil kan finansiere en stor del af købet af den nye iPhone.