Samsung vil tilbage på det kinesiske marked med nye mobiler
Det er ikke kun Apple, der har svært ved at få fat på det kinesiske smartphonemarked. For Samsung går det endnu dårligere. Apple har kun en markedsandel i Kina på 8 %, mens Samsung er nede på kun 1 %, viser tal fra Counterpoint Research.
Derfor tager Samsung angiveligt nye metoder i brug for at forsøge at få en bid af kagen. For at spare penge på produktionen og dermed kunne sælge sine smartphones til en skarpere pris i Kina vil Samsung begynde at lade andre producere sine telefoner til det kinesiske marked, skriver hjemmesiden Sammobile.
Læs også: Samsung lancerer Samsung Galaxy A9 med hele fire bagkameraer
Det menes, at Samsung Galaxy A6s vil være Samsungs såkaldte ODM-enhed, hvilket står for Original Design Manufacturer. Det vil sige, at det ikke er Samsung selv, der producerer den, men en tredjepart. Helt præcist menes det at være fabrikken Wintech, som skal producere Samsungs smartphonees til det kinesiske marked. Det er samme producent, som også fremstiller Xiaomis produkter.
Det er produktionen af smartphones i budget- og mellemklassen, som Wintech skal producere for Samsung. En af dem menes at være den kommende Galaxy A6s, som er blevet lækket på det kinesiske sociale medie Weibo. Her ses et noget andet design, end hvad man normalt ser fra Samsung – i hvert fald set bagfra, hvor der er et iPhone X-lignende kamerahus, og så er den udført i nogle meget friske farver, der skifter en smule farve ligesom man kender det fra Huaweis seneste smartphones.
De nærmere specifikationer kendes ikke, og Samsungs-tipsteren Ice Universe mener at vide, at de nye Samsung-telefoner først kommer på det kinesiske marked i 2019.