Skolen må ikke beholde elevernes mobiler
Hvis læreren inddrager en elevs mobiltelefon, skal den udleveres igen, så snart skoledagen er overstået. Det har Folketingets Ombudsmand nu slået fast med en afgørelse i en klagesag, skriver Ritzau.
En dreng blev ringet op af sin mor i en undervisningstime, hvorefter læreren konfiskerede mobiltelefonen. Da skolen som straf valgte at beholde mobilen til næste dag, klagede elevens far til Folketingets Ombudsmand.
– “Skolen må godt tage telefonen fra eleven i sådan et tilfælde, men skolen må ikke beholde telefonen til næste dag,” siger ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen i en pressemeddelelse.
Ifølge folkeskoleloven kan undervisningsministeren kun fastsætte regler om ordensforanstaltninger i skoletiden.