Smartphone-brugerne kræver større skærme – og lav vægt
Tænker du, at din smartphone gerne måtte have en større skærm?
I så fald er du langt fra alene. Ifølge en undersøgelse fra Strategy Analytics er ønsket om en større skærm særdeles udbredt, skriver reghardware.com.
Således ville næsten 90 pct. af smartphone-ejerne fra undersøgelsen vælge, at skærmen skal være større end den, der sidder i deres nuværende telefon. Der er imidlertid to tillægskrav. Smartphonen skal have et tyndt design, og vægten skal fortsat være lav.
Historien melder desværre ikke noget om, hvor mange der har deltaget.
Ikke desto mindre er mænd ifølge undersøgelsen mere vilde med tanken om en større skærm end kvinderne – især hvis de er Android-brugere.
Bedre spil- og video-oplevelser er blandt nøgle-argumenterne for større skærme, og den foretrukne skærmstørrelse skulle i øvrigt være 4-4,5″.