Xiaomi 14 og Xiaomi 14 Pro afsløres 27. oktober
Qualcomm præsenterer sin seneste og bedste flagskibschip, Snapdragon 8 Gen 3, tidligere på året end de plejer. Selskabets årlige event på Hawaii finder i år sted mellem 24. og 26. oktober.
Et nyt rygte fra Kina hævder, at Xiaomi definitivt vil være den første telefonproducent til at annoncere nye telefoner med det nye chipset, og for at sikre det, kommer den annoncering til at ske 27. oktober, dagen efter afslutningen på Qualcomms Snapdragon Summit.
Se også: Priser på Xiaomi telefoner
Xiaomi 14 og 14 Pro først med Snapdragon 8 gen 3
Annonceringen kommer til at gælde Xiaomi 14 og 14 Pro, selskabets nye flagskibe og efterfølgere til Xiaomi 13 og Xiaomi 13 Pro, der blev præsenteret i december 2022.
Xiaomi 14-modellerne får efter sigende et andet design, gode kameraer signeret Leica med tre forskellige brændvidder, og de kommer med MIUI 15 baseret på Android 14. Pro-modellen får en ramme i titanium og satellitforbindelse, i hvert fald hvis vi skal tro rygterne.
Vi kan også forvente os opgraderinger af skærm, lynopladning og batterikapacitet.
Se også: Test af Xiaomi 13
Forventes at komme til Danmark i 2024
Begge modeller er allerede godkendt til salg i Kina af de relevante myndigheder og masseproduktionen af de to telefoner er tilsyneladende allerede begyndt.
Spørgsmålet er så, hvornår de to telefoner kommer til salg i Danmark. 13 og 13 Pro blev lanceret i slutningen af 2022 i Kina men kom først globalt ud i løbet af februar 2023. Noget lignende regner vi med også sker med 14 og 14 Pro.
Xiaomi har lige annonceret de forholdsvis billige, men fremragende modeller 13T og 13T Pro og det virker usandsynligt, at Xiaomi smider de to nye flagskibe ud på det danske marked kort tid efter. Derfor tror vi også på en dansk lancering af 14 og 14 Pro i starten af 2024.