Motorola Edge 70 går efter iPhone Air og Samsung Galaxy Edge

Motorola Edge 70 kombinerer ultra tyndt design, gode funktioner, smart AI og bæredygtighed til en meget skarp pris og går i flæsket på iPhone Air og Samsung Galaxy Edge.

Motorola Edge 70 går efter iPhone Air og Samsung Galaxy Edge

I en tid, hvor smartphones sjældent skiller sig markant ud, forsøger Motorola med Edge 70 at løse en klassisk udfordring: hvordan forener man design, ydeevne og bæredygtighed i én enhed uden at gå på kompromis med nogen af delene?

Den nye Edge 70 er en mobil, der ikke bare ser godt ud på papiret, men som også opfylder krav til holdbarhed, æstetik, batterilevetid og bæredygtighed.

Se også: Test af Motorola telefoner

Pris på Motorola Edge 70

Motorola Edge 70 får en vejledende pris på 5.999 kroner og kommer til salg på det danske marked i løbet af november.

Den kan købes hos alle de store teleselskaber med mobilrabat samt hos for eksempel Elgiganten, Power og webshops.

Motorola Edge 70 er super slank

Motorola Edge 70 har et ultratyndt design på 5,99 mm og en vægt på 159 gram. Dermed lægger den sig i slipstrømmen på andre ultratynde telefoner som iPhone Air, Samsung Galaxy Edge og Nubia Air. Det bliver spændende om den får en bedre skæbne end iPhone Air og Samsung Galaxy Edge, der begge allerede rygtes på vej ud af produktion pga. svagt salg.

Rammen på Edge 70 er fremstillet af flyaluminium, og bagsiden er belagt med et tekstil-inspireret materiale, som både giver greb og et varmt udtryk.

Telefonen er IP69-certificeret, MIL-STD-810H-testet og udstyret med Corning Gorilla Glass 7i, hvilket betyder, at den kan tåle både støv, vand og slag.

Se også: Telefoner med slank design

Kameraer og kunstig intelligens i samspil

Edge 70 er verdens første ultratynde smartphone med tre 50 MP-kameraer. Det giver et kameramæssigt spænd, der dækker alt fra ultravidvinkel til makrooptagelser. Men det er især den indbyggede moto ai-motor, der gør forskellen, lover Motorola.

AI-systemet optimerer billeder i realtid, foreslår kompositioner og kan endda skabe personlige foto-temaer. Funktionen Signature Style gør det muligt at opbygge et visuelt udtryk på tværs af billeder.

Samtidig bruger AI’en kontekstforståelse til at assistere brugeren i hverdagen. Funktionen Next Move genkender, hvad du har på skærmen, og kan for eksempel foreslå at starte en research, generere billeder i Image Studio eller lave en spilleliste baseret på dit humør.

Se også: Telefoner med de bedste kameraer

Bæredygtig kraft og lang levetid

Trods sin slanke form rummer Edge 70 et 4.800 mAh batteri. Det giver op til 50 timers brug og understøtter både 68W kablet og 15W trådløs opladning. Motorola lover fire Android-opgraderinger og sikkerhedsopdateringer frem til 2031.

Perspektivering

Som nævnt er iPhone Air, Samsung Galaxy Edge og Nubia Air andre modeller med et ultratyndt design og de kan være gode alternativer til Motorola Edge 70.

Se også: Nyheder om telefoner