Næste sending iPhone 3G er i landet
Mandag fik Telia en ordenlig sending iPhone 3G fra Apple, og er netop nu i gang med, at distribuere dem til de lokale forretninger. Det bekræfter Telia overfor Mobilsiden.dk
– “De lokale forretninger kontakter nu kunderne på ventelisten i det lokale område. Hvis forretningen herefter har iPhones i overskud, bliver disse sat til salg”, fortæller pressechef Rune Fick Hansen.
Ved lanceringen af iPhone 3G oprettede Telia en national venteliste, fordi efterspørgslen var større end telefonmængden. Ventelisten håndteres lokalt, og derfor kan der findes iPhones hist og her. Således kan der sagtens være kunder på ventelisterne i f.eks. Århus eller Aalborg, som ikke får en iPhone, mens butikker andre steder har iPhones i overskud, der blot kan købes fra gaden.
Mobilsiden.dk har lavet en rundringning til et udvalg af Telias butikker, og har fundet iPhones i Kalundborg (8GB), Vejle Rådhustorvet (16GB), Vejle Ibæk Strandvej (8GB), Struer (8GB), Nykøbing Mors (8GB) samt i Sønderborg, Frederikshavn og Horsens. Det er desværre langt fra lykkedes, at komme igennem til samtlige forretninger på grund af lokal travlhed, derfor kan der sandsynligvis findes iPhones i andre byer også.
Ventelisterne er snart væk
Allerede i begyndelsen af kommende uge, forventer Telia at ventelisterne er helt forsvundet.
– “Om alt går vel, kan kunderne i starten af næste uge købe en iPhone 3G direkte fra gaden”, lyder det optimistisk fra Rune Fick Hansen. Han understreger, at der sagtens kan blive udsolgt igen.
Telia har siden lanceringen solgt “en del tusinde” iPhones.