Nu kan forældre nemt tilpasse barnets adgang til YouTube-indhold
Mange digitale indfødte børn ser timevis af videoer på YouTube. Som forælder kan det være svært at finde ud af, om det er bedst at give barnet adgang til det normale og ‘farlige’ YouTube, eller om barnet bør have sin egen Google-konto med begrænset adgang til det børnevenlige YouTube Kids.
Nu har Google annonceret et tiltag, som vil gøre det nemmere for forældre at give deres børn adgang til indhold på YouTube, der passer til barnet alder.
Læs også: Der er set 100 milliarder timers gaming på YouTube i 2020
Forældrestyret oplevelse på YouTube
Google har døbt den nye løsning for ”Forældrestyret oplevelse på YouTube”. Det er en løsning, som forældre bruge, hvis ens barn har nået en alder, hvor det begynder at være gammelt nok til at få lov til at se indholdet på det normale YouTube – men stadig med visse begrænsninger.
Når den nye funktion snart ruller ud, kan forældre oprette en forældrestyret konto til barnet. Under oprettelsen skal man vælge en af tre forskellige typer af indhold, som barnet kan få adgang til fra det ’klassiske’ YouTube:
- Udforsk: Velegnet til børn på 9+ år. Barnet får adgang til vlogs, musikvideoer, tutorials, gamingvideoer, nyheder og oplysende indhold. Barnet har ikke adgang til livestreams, kommentarer, livechat, kanaler, opslag, historier og ’shorts’.
- Se mere: Barnet har adgang til flere videoer, der er velegnet til børn i alderen 13+ år, bl.a. livestreams i samme kategorier som ’Udforsk’.
- Det meste af YouTube: Barnet får adgang til næsten alle videoer – undtagen aldersbegrænset indhold (18+) og ømtåleligt indhold, bl.a. nøgenhed, vold og vulgært sprog.
Det er endnu ikke muligt at oprette forældrestyrede kontoer til børn, da Google fortsat betatester funktionen. Det vil dog blive tilgængeligt inden for de kommende måneder, oplyser Google.
Læs også: Tips, tricks og nye funktioner til YouTube
Hvad er forskellen på ‘Forældrestyret oplevelse på YouTube’ og YouTube Kids?
Appen YouTube Kids forsvinder ikke, selv om Google nu introducerer muligheden for at oprette forældrestyrede kontoer til børn. De to former for adgang til indhold på YouTube komplementerer snarere hinanden.
YouTube Kids er den bedste løsning for de helt små børn, da brugerfladen og selvfølgelig også selve indholdet er optimeret til de små størrelser. Forældre kan vælge at give børn adgang til følgende tre typer af indhold i YouTube Kids: Børnehave, Mindre børn eller Større børn.
Siden lanceringen af YouTube Kids i 2015 har forældre dog efterspurgt en mulighed for at lade børn kunne udforske indholdet på det almindelige YouTube på en sikker og tryg måde, efterhånden som de nærmer sig teenagealderen. Når barnet når den alder, vil det være oplagt at oprette en forældrestyret konto til barnet, så man som forælder nemt kan styre det tempo, barnet får lov til at opleve mere og mere af YouTube-indholdet på.
Se også: Nyheder om apps og sociale medier