Ny Google-mobil går efter Samsung og Apple
Der har været masser af lækkede informationer og Google har også selv kastet brænde på rygtebålet. Det drejer sig selvfølgelig om de nye Google Pixel 6-telefoner, som søgemaskinegiganten netop har løftet sløret for. Google virker til endelig at tage deres telefoner seriøst og vil med Pixel 6 og Pixel 6 Pro udfordre selveste Apple og Samsung. Det vil de gøre med deres egenudviklede chipset, aggressiv prissætning og et anderledes design.
Se også: Find bedste priser på smartphones
Google Pixel 6 mod Samsung og Apple
Hvad er det, der er så specielt med disse Pixel 6-telefoner? Mange ting, for Google har virkelig skruet op for ambitionsniveauet denne gang. Der er mange informationer om dem, som vi skal have dækket på en overskuelige måde. Lad os starte med indmaden.
Pixel 6 og Pixel 6 Pro bliver nemlig de første smartphones med Googles egenudviklede chipset, kaldet Tensor. Der er her tale om en ottekernet processor med en indbygget Titan M2-sikkerhedschip. Google lover ydelse på højde med en Snapdragon 888 fra denne chip, hvilket kan ende med en forhåbentlig endnu bedre oplevelse på en Pixel 6, da Google specifikt har kunnet tilpasse Android 12 til den. Og ja, Pixel 6 kommer selvfølgelig med Android 12 direkte i salgsæsken. Sammen med dette nye chipset fortæller Google, at Pixel 6 vil blive sikkerhedsopdateret i mindst fem år frem.
Derudover har Pixel 6 og 6 Pro alt det flagskibstelefoner i dag skal have. Den “lille” Pixel 6 har en 6,4 tommer AMOLED-skærm i fuld HD med 90 Hz, mindst 128 GB lagerplads, 8GB RAM, 4.600 mAh batteri og 30W-opladning. Her er selvfølglelig også trådløs opladning, IP68-certificering og fingeraftrykslæser i skærmen.
Pixel 6 Pro vokser til 6,7 tommer med en imponerende 10-120 Hz LTPO AMOLED-skærm i 1440p. Batteriet er oppe i 5.000 mAh, og der er 12 GB RAM og mindst 256 GB lagerplads. Derudover har den samme specifikationer om Pixel 6. Begge er beskyttet med Gorilla Glass Victus.
Og så er der selvfølgelig det nye design. Jeg har en fornemmelse af, at enten er man vild med det eller også hader man det. Jeg er på det første hold. Hvad med jer?
Se også: De bedste kameratelefoner i 2021
Kan Googles kamera slå Apples?
Apple har fået stor ros for det nye kamera i iPhone 13 Pro. Og der skal da ikke være tvivl om, at vi også her på Mobilsidendk er meget imponerede over det. Google har tidligere imponereret med deres kameraer i Pixel-telefoner, og spørgsmålet er om de kan gøre det igen? Kigger man på indmaden, så ser det lovende ud.
Pixel 6 og Pixel 6 Pro er udstyret med en 50 megapixel Samsung GN1 hovedsensor, som samler hele 150 procent mere lys ind end sensoren i Pixel 5. Derudover er der et 12 megapixel ultravidvinkel samt et telefoto kamera med op til 4x optisk zoom i Pixel 6 Pro. Med Super Res Zoom skal der kunne zoomes op til 20x ind og stadig opnå god kvalitet. Pixel 6 Pro har også et bedre frontkamera på hele 48 megapixel.
Har Google formået at få det optimale ud af disse kameraer? Det må tiden vise.
Pris på Pixel 6 og Pixel 6 Pro
Lad os få de dårligere nyheder af banen: Google Pixel 6-telefonerne kommer ikke officielt til Danmark, og derfor er der ingen officielle danske priser på dem. Google går dog aggressivt til værks med priserne på de nye Pixel 6 og Pixel 6 Pro, som koster henholdsvis 599 dollars og 899 dollars. En iPhone 13 Pro Max koster til sammenligning 1.099 dollars.