Officielt: Xiaomi 16-serien er droppet
Xiaomi springer 16-serien over og går direkte til 17-serien, angiveligt for at stå stærkere i konkurrencen mod de nye iPhone 17.
Men Xiaomi bør fokusere mindre på at efterligne Apple, og i stedet slå dem med bedre produkter. Se de første specifikationer på Xiaomi 17-serien her.
Se også: Test og priser på Xiaomi-mobiler
Xiaomi 17 skal udfordre iPhone 17
Når Xiaomi senere i denne måned lancerer deres næste flagskibsmobiler, bliver det ikke en Xiaomi 16-serie. Den kinesiske producent springer direkte til Xiaomi 17-serien – et bevidst træk for at matche Apples nye iPhone 17-serie.
Beslutningen blev offentliggjort af Xiaomis præsident Lu Weibing, der kalder serien det vigtigste skridt i selskabets femårige satsning på premium-segmentet. Ifølge ham repræsenterer de nye modeller et så stort teknologisk spring, at “16” ganske enkelt ikke gav mening.
Xiaomi 17-serien består af Xiaomi 17, 17 Pro og 17 Pro Max, og bliver de første smartphones med Qualcomms nye Snapdragon 8 Elite Gen 5-processor. Ifølge rygter får modellerne markante batteriopgraderinger, fra 7.000 mAh i standardversionen til hele 7.500 mAh i topmodellen Pro Max, der desuden forventes at have en sekundær skærm.
Se også: Her er de bedste mobiler fra Xiaomi
Xiaomi skal finde sin egen vej
Xiaomi 17 Pro Max? Navnet afslører tydeligt, hvor inspirationen kommer fra. Det er ingen hemmelighed, at Xiaomi vil udfordre Apple og kæmpe om markedsandele.
Men strategien kan give bagslag, mener vi. Når Xiaomi lægger sig for tæt op ad Apple, risikerer de at fremstå useriøse i forbrugernes øjne og sætte Apple op på en piedestal som markedsleder. Og det er egentlig unødvendigt – for Xiaomi bygger allerede nogle af verdens bedste smartphones. De behøver ikke efterligne Apple, men bør gå deres egne veje.
Xiaomi skal vinde på kvalitet og værdi for pengene – ikke på at kopiere navne og koncepter. Og her har de et stærkt kort på hånden: Xiaomi 17-serien ser på papiret så lovende ud, at den både på specifikationer og pris kan true iPhone 17-serien.
Se også: Top 5: De absolut bedste Android-mobiler
Perspektivering
Xiaomi 17-serien bliver en af næste års bedste topmodeller, er vi overbeviste om. Men kan du ikke vente til næste år, finder du de bedste flagskibsmobiler i 2025 her.