Test: OnePlus 8 Pro – En af årets bedste

OnePlus 8 Pro er den kinesiske mobilproducents hidtil bedste bud på en topmodel, som burde få konkurrenterne til at ryste i bukserne. Her er vores anmeldelse af OnePlus 8 Pro.

Test: OnePlus 8 Pro – En af årets bedste

OnePlus, som introducerede sig selv på mobilmarkedet som “flagskibsdræberen”, er kommet langt siden OnePlus One, som vi testede tilbage i 2014. Sidste år blev der introduceret en Pro-model, som skulle kunne måle sig med de bedste af de bedste, men stadig til billigere penge.

Og det var også ganske tæt på, men alligevel ikke helt. Primært har det været kameraet, som har haltet i forhold til de allerbedste, og dyreste, mobiler på markedet, men det var dog stadig imponerende mobiler til pengene.

I år er OnePlus tilbage med endnu en topmodel, som bærer Pro-efternavnet: OnePlus 8 Pro. Og der er ingen tvivl om at dette er OnePlus’ bedste Pro-model til dato, og den som kommer nærmest markedets andre topmodeller. Er den perfekt? Nej, men det er pokkers tæt på. Med en startpris på 6.999 kroner er det den dyreste OnePlus nogensinde, men her er også en lang række forbedringer at finde.

Læs også: Test af OnePlus 7T

OnePlus 8 Pro: Fordele og ulemper

Fordele

  • En af de bedste skærme
  • Fart, fart og mere fart
  • Let brugerflade, som rummer mange muligheder
  • Gode stereohøjttalere
  • En god kamera-oplevelse
  • Lang batteritid
  • Hurtig opladning – både kabel og trådløst
  • IP68-certificering

Ulemper

  • Kameraet er stadig ikke helt på højde med de allerbedste
  • Prisen har fået et nøk op

Læs også: Priser og specifikationer på OnePlus 8 og OnePlus 8 Pro

Designet på OnePlus 8 Pro

OnePlus har fået helt styr på både design og byggekvalitet. Den nye 8 Pro føles som en ægte topmodel skal – og i nogle tilfælde bedre end konkurrenterne. Der er Corning Gorilla Glass hele vejen rundt, en alu-ramme med flotte detaljer og et ellers genkendeligt OnePlus design – inklusiv stereohøjttalere og Alert Slider’en, som jeg er evigt taknemmelig for.

Her er masser af nyheder at finde. Der er nye farver, et hole-punch-frontkamera, et mere aflangt skærmformat, et bagkamera som rager længere ud samt en masse nye fede covers. Skærmen er stadig buet i siderne, hvilket både Samsung og Huawei begynder at gå lidt væk fra, men det er på grund af dens slanke profil til at leve med. Jeg oplever tæt på ingen fejltryk på skærmen.

Med sine 199 gram og 165,3 x 74,3 x 8,5 millimeter er den ikke en lille mobil (medmindre man sammenligner med Samsung Galaxy S20 Ultra), men den er stadig rar at bruge og ligger godt i hånden.

Personligt har jeg ikke noget imod, at OnePlus har udskiftet pop-up-kameraet med et hole-punch. Jeg ser det ikke og til gengæld har den fået plads til et større batteri og IP68-certificering, så den er beskyttet mod væske og støv. Et fint kompromis.

Der er mange ting jeg er vild med i OnePlus 8 Pro og en af dem er dens haptic feedback, vibrator-motoren, som er utroligt præcis, og får den til at virke endnu mere luksuriøs. Normalt slår jeg vibration fra på tastaturet, men det har ikke været nødvendigt med OnePlus 8 Pro.

Alt i alt er designet på OnePlus 8 Pro gennemført, praktisk og uden tvivl en af de flotteste mobiler på markedet.

Der er masser af lækre detaljer i designet på OnePlus 8 Pro.

Specifikationer på OnePlus 8 Pro

Specifikationer på OnePlus 8 Pro
Mål og vægt 165.3 x 74.35 x 8.5 mm

199 gram

Skærm 6,78″ AMOLED 120Hz

19,8:9 format i 3168 x 1440 pixel

Chipset Snapdragon 865 5G
Batteri 4510 mAh

30W Warp Charge 30T

30W trådløs opladning

RAM 8-12 GB LPDDR5
Lagerplads 128-256 GB UFS 3.0
Kamera Hovedkamera: 48 megapixel f1,78, OIS

Telefoto: 8 megapixel, f2,44 med OIS

Ultra Vidvinkel: 48 megapixel, f2,2

Farvefilter: 5 megapixel, f2,4

Software Android 10, OxygenOS
Andet 5G-modem

Stereohøjtalere

IP68

WiFi 6

En toptunet racermobil

Det vigtigste i en OnePlus-mobil er hastighed, derfor også det passende samarbejde med McLaren. De har siden den første mobil fokuseret på ydelse og endnu en gang har kineserne leveret varen.

I OnePlus 8 Pro går hardware og software op i en højere enhed. Indmaden er imponerende og af den nyeste og hurtigste slags. Her finder vi nyeste Snapdragon 865-chipset, med X55 5G-modem, mellem 8 og 12 GB LPDDR5 RAM, 128 eller 256 GB UFS 3.0 lagerplads – det bliver ikke vildere lige nu.

Dertil påføres en stor 120 Hz AMOLED-skærm samt en ultra-optimeret brugerflade, og man står i sidste ende med en vinder. Men lad os først kigge nærmere på skærm og OxygenOS-brugerfladen.

En fantastisk skærm
En 6,78 tommer Fluid Display AMOLED-skærm med 120 Hz og HDR10+-support fylder nærmest hele forsiden af OnePlus 8 Pro, og den er blandt de allerbedste på markedet. Her er der flotte farver, masser af lys og rig mulighed for at tilpasse skærmen til den enkeltes behov. Med et skærmformat på 19,8:9, hvilket betyder den er en anelse mere aflang end OnePlus 7T Pro, og de næsten 6,8 tommer, så er det en stor skærm. Heldigvis er den relativt smal og softwaren er godt optimeret til enhåndsbrug, så det er sjældent et problem.

Denne gang er skærmen ikke helt fri for afbrydelser, for i stedet for et pop-up frontkamera, så har OnePlus 8 Pro fået et punch-hole-frontkamera. Jeg foretrækker denne løsning, da det medfører en hurtigere ansigtsoplåsning, et lidt større batteri samt IP68-certificering.

OnePlus 8 Pro
Væk er pop-up kamera. I stedet har OnePlus 8 Pro et punch-hole-frontkamera. Et fornuftigt bytte, hvis du spørger mig.

Springet fra 90 til 120 Hz kan mærkes. Føles OnePlus 7 og 7T hurtig, så er de ingen match for OnePlus 8 Pro. Som altid, så leverer OxygenOS en fremragende brugeroplevelse, som de andre producenter kunne lære af. I kombinationen med den flotte hurtige skærm og Snapdragon 865-chipsettet, så er dette den hurtigste Android-mobil på markedet.

Oplåsningen af OnePlus 8 Pro har fungeret virkelig godt. Der er fart på både fingeraftrykslæseren og ansigtsoplåsningen, men jeg må samtidig indrømme, at jeg har savnet en infrarød sensor, som i fx Huawei P40 Pro, til bedre ansigtsgenkendelse når lyset forsvinder.

OnePlus 8 Pro er den oplagte gaming-mobil. Her er en utrolig råstyrke,

Batteriet har fået en overhaling

Der er næsten 500 mAh mere at gøre med, hvis man sammenligner med batteriet i forgængeren, OnePlus 7T Pro, men med den større skærm, så burde forskellen være mindre end den opleves. De 4510 mAh føles dog som en væsentlig opgradering, og jeg får omkring to dage på en opladning ved normalt brug med 120 Hz aktiveret. Om det skyldes det nye Snapdragon-chipset, de ekstra millimeter, den nye skærm eller softwaren – eller en kombination af det hele – vides ikke, men det kan mærkes.

Når der skal oplades er der stadig OnePlus’ lynhurtige Warp Charge 30T, som giver omkring 50 procent på lidt over 20 minutter. Derudover er der nu endelig trådløs opladning.

Sammen med muligheden for trådløs opladning tilbyder OnePlus en Warp Charge
30 Wireless-oplader, og den er der virkelig knald på. Se bare her:

  • 15 min 27 procent
  • 30 min 49 procent
  • 45 min 72 procent

Og en fuld opladning klares på omtrent 1 time og 15 minutter. Det er stadig hurtigere at oplade med kabel, men jeg har haft stor glæde af OnePlus’ nye trådløse oplader. OnePlus Warp Charge 30 Wireless oplader er ekstratilbehør og koster vejledende 549 kroner.

Stadig god lyd og forbindelser

Det var gode nyheder, da OnePlus i 7-serien indførte stereohøjttalere, og heldigvis er disse flyttet med ind i 8 Pro. Selvom de ikke er helt på højde med Apples eller Samsungs, så er de gode og giver en rigtig god oplevelse i spil, film, Youtube og meget andet.

Jeg har længe været imponeret over diverse forbindelser og samtalekvaliteten i OnePlus’ mobiler, og det er ikke anderledes i denne. Alle forbindelser har været klippestabile, der har været fart på 4G-nettet og samtaler har været tydelige og rigeligt høje.

OnePlus 8 Pro
Kameraet i OnePlus 8 Pro er vokset.

Kameraet er OnePlus’ bedste

Kameraet er en vigtig del af vores mobiltelefoner. Mobilproducenterne bruger ekstremt store ressourcer på at forbedre kameraet, og der bliver tilføje funktioner, sensorer, flere megapixels og meget mere, som skal friste forbrugerne. I dag er mobiltelefonens kamera så godt, at det kan fungere som vores primære kamera – specielt hvis man vælger en af topmodellerne. OnePlus har med hver ny lancering forbedret kameraet, men ikke helt kunne stå skulder ved skulder med de allerbedste.

Nu står OnePlus klar med et spritnyt kamera i OnePlus 8 Pro. Er det nu OnePlus kan hamle op med de bedste? Lad os først tage et kig på kamera-hardwaren:

  • Hovedkamera: 48 megapixel Sony IMX689-sensor, f1,78 med optisk stabilisering
  • Telefoto: 8 megapixel, f2,44 med optisk stabilisering
  • Ultra Vidvinkel: 48 megapixel, f2,2 med 119,7 graders synsfelt
  • Farvefilter: 5 megapixel, f2,4

Der er ingen tvivl om at dette er OnePlus bedste kamera til dato. Hele vejen rundt. Det er et fleksibelt kamera, som samlet giver en rigtig god kamera-oplevelse. Appen er simpel, overskuelig og indeholder stadig mange muligheder. Billeder i dagslys, både normale, portræt og vidvinkel er detaljerede, har flotte farver og er skarpe. Der bliver fokuseret lynhurtigt, og det er let at tage gode billeder med OnePlus 8 Pro. Natfotos har OnePlus deres helt egen tilgang til. Her gælder det ikke om at gøre nat til dag, men om at fange stemningen og leverer et troværdigt resultat med minimal støj, og dette gør den rigtig godt.

Alligevel går det nogle gange lidt galt. Portrætbilleder fremstår en gang i mellem for farvemættede og baggrundssløringen er forkert. Når man bruger telefotolinsen og zoomer ind, forsvinder farverne ofte og billedet bliver kedeligt at se på. Men hertil skal det siges, at vi sammenligner med de bedste mobilkameraer på markedet, som ofte koster mere end OnePlus 8 Pro – også selvom prisen er steget. Og kender vi OnePlus ret, så vil kameraet se flere forbedringer via softwareopdateringer.

Jeg elsker at tage billeder og går op i kvaliteten, og heldigvis kan OnePlus 8 Pro leve op til mine krav, selvom jeg ved der findes bedre derude. OnePlus’ kamera er blevet bedre, men det er stadig her producenten skal forbedre sig, hvis de skal lave den “fuldendte topmobil”.

Her er billeder taget med OnePlus 8 Pro:

OnePlus 8 Pro er en af årets bedste mobiler

Der er absolut ingen tvivl om det: OnePlus 8 Pro bliver en af årets bedste mobiltelefoner. Det er tidligt at melde dette ud, men jeg er slet ikke i tvivl om det. Selvom prisen har fået et ordentligt nøk op, så er der masser af nyt, som kan retfærdiggøre denne stigning.

På næsten alle områder leverer OnePlus 8 Pro en top-of-the-line-oplevelse, som er et flagskib værdigt – og i flere tilfælde bedre end konkurrenterne. Designet og kvaliteten er helt i top, og samtidig er dens kombination af skærm, software og råstyrke uovervindelig. Hardwaren er imponerende, og med både IP68-certificering, 5G og trådløs opladning, så kan prisen ikke undre – selvom den lige skal sluges.

Kameraet er stadig ikke helt på højde med markedets bedste kameramobiler, men OnePlus er tættere på end nogensinde.

Jeg mener ikke, at der siden Samsungs fremragende Galaxy Note10+ har været lanceret en bedre mobil på markedet, men nu bliver jeg nok nødt til at skifte til en OnePlus 8 Pro.

OnePlus 8 Pro lander på 5,5 ud af 6 mulige stjerner.

OnePlus 8 Pro

Det sidste nye i sagen

Historiens videre forløb. Daniel Søgaard Hald fulgte op på sagen. 21/4/2020 gik vi videre med en artikel der belyste emnet Starlink-satellitterne indtager stjernehimlen - Den finder du her. Aktuelt nyhedsstof om emnet kan du læse her..