Test: Huawei P40 Pro – Et stort sats

Huawei P40 Pro er den fedeste mobil jeg længe har prøvet, men manglen på Googles apps og tjenester kan være en dræber. Her er min anmeldelse af Huawei P40 Pro.

Test: Huawei P40 Pro – Et stort sats

Huawei er løbet tør for mobiltelefoner, som må udstyres med Google apps og tjenester, og det er blevet tid for den kinesiske producent til at stå på egne ben.

Topmodellen Huawei P40 Pro, og ikke at forglemme P40 og P40 Lite, bliver den første af producentens mobiltelefoner i Danmark, som bliver udstyret med AppGallery – Huaweis helt egen app-butik. Det er et stort sats, for vi har alle sammen apps, som vi er dybt afhængige af og som er svære at undvære. Har AppGallery ikke disse, så kan det blive svært for Huawei. Microsoft klarede det ikke, men måske Huawei kan?

Vi har i testperioden på Huawei P40 Pro levet med AppGallery – lige indtil vi ikke kunne mere. Den oplevelse og meget mere får du svar på, her i vores test af Huawei P40 Pro. En af årets fedeste mobiler, som samtidig nok bliver årets sværeste at karaktergive, og for nogle svær at anbefale.

Læs også: Huawei P40 Pro, P40 og P40 Lite – Pris, tilgængelighed og specifikationer

Fordele og ulemper ved Huawei P40 Pro

Fordele:

  • Flot design og behagelig form
  • Fremragende skærm med 90Hz, som buer mindre
  • Topydelse
  • Lang batteritid og hurtig opladning
  • Støv- og vandafvisende IP68 certificering
  • Et fantastisk kamera, der brillerer i mørke
  • Klar til 5G

Ulemper:

  • Ingen stereohøjtalere
  • Mangler et ordentligt app-udvalg

Designet på Huawei P40 Pro

Man er ikke i tvivl om, at P40 Pro er en Huawei-mobil. Her finder vi den klassiske røde og rillede powerknap, det vertikale logo på bagsiden og den genkendelige periskop-telefotolinse, som igen håndtere op til fem gange optisk zoom.

Alligevel føles P-seriens topmodel denne gang anderledes. Det mærker man med det samme, man får P40 Pro i hånden. Og det er til den positive side, hvis du spørger mig. Den er blevet en anelse mere buttet, men den har en perfekt størrelse, og så er der ingen skarpe kanter at finde. Der er bløde overgange hele vejen rundt, hvilket gør den utroligt behagelig i hånden. Der er vægt bag den, så man får følelsen af, at der her er tale om et kvalitetsprodukt, men uden at vægten bliver for meget.

Med P-serien har Huawei gjort sig nogenlunde de samme tanker omkring kameradesign, som Apple og Samsung. Er det kønt? Nej. Stikker det meget ud? Ja, og den vipper hvis man bruger den, mens den ligger på et bord. Jeg kunne meget bedre lide det gamle design, men det nye kamera havde sandsynligvis brug for mere plads. Det er til at leve med og med et cover på, så er det ikke længere et problem.

Skærmen er blevet en anelse større, fra 6,47 til 6,58 tommer ,og den er samtidig lidt mere aflang. Alligevel føles P40 Pro ikke større end P30 Pro. Det bedste er dog, at skærmen buer mindre – det har jeg efterspurgt længe. I stedet for en klassisk notch, så har P40 Pro fået en såkaldt “hole punch”-udskæring til frontkamera. Her gemmer sig også en 3D-sensor til en sikrere ansigtsoplåsning, som vi kender fra Mate-serien, og det virker fantastisk.

Som tidligere modeller, så er der desværre ingen stereohøjtalere – kun en enkelt i bunden. P40 Pro har desuden fået en IP68-certificering, så er den beskyttet mod støv og væske.

Alt i alt er designet på P40 Pro flot, den er behagelig at have i hånden og den føles solid og holdbar.

Huawei P40 Pro
Huawei P40 Pro er nydelig at se på og føles rar i hånden.

Specifikationer på Huawei P40 Pro

Specifikationer på Huawei P40 Pro
Mål og vægt
Skærm 6,58″ OLED 90Hz

19,8:9 format i 2640×1200

Chipset Kirin 990
Batteri 4200 mAh

40W SuperCharge

27W trådløs opladning

RAM 8 GB
Lagerplads 256 GB

Plads til NM-hukommelseskort

Kamera 50 MP f1,9 hovedsensor

40 MP f1,8 ultra vidvinkel

12 MP telefoto f3,4, 5x optisk

3D-dybdesensor

Software Android 10, EMUI 10.1
Andet 5G-modem

eSIM

IP68

3D Face Unlock

Huawei P40 Pro ræser af sted

Som man kan se på ovenstående oversigt, så er Huawei P40 Pro udstyret med hardware fra øverste hylde. Heri finder vi Huaweis nyeste og hurtigste Kirin 990-chipset med otte kerner og den hurtige Mali-G76 MP16 grafikchip, som samtidig byder på et indbygget 5G-modem. Der er ikke unødvendigt mange RAM, som i fx Samsung Galaxy S20 Ultra, men i stedet mere normale 8 GB, kombineret med 256 GB lagerplads. Har man brug for mere plads, så er der plads til Huaweis eget NM-hukommelseskort. Men der er ikke flere varianter med andre RAM- og lagerplads-størrelser.

Også oplåsningen af Huawei P40 Pro er der fart på. Jeg har primært anvendt den nye 3D-ansigtsoplåsning, hvilket har fungeret perfekt. Fingeraftrykslæseren er også blevet hurtigere og har ingen problemer voldt mig.

Der er virkelig fart over feltet og Huawei P40 Pro ræser af sted, og man støder aldrig på unødvendige ventetider, hakken eller lignende. Den klarer alt hvad man kaster efter den. Den føles betydeligt hurtigere end P30 Pro, hvilket til dels skyldes den nye skærm.

Samme gode oplevelse får man under opkald. Lyden er krystalklar og rigeligt høj. Jeg har i testperioden ingen problemer oplevet med dækning, på hverken mobildata eller tale.

Huawei P40 Pro
Huawei P40 Pro har en stor og flot 90 Hz-skærm.

Huaweis første skærm med hurtigere opdatering

Den nye skærm i P40 Pro kommer nemlig med 90Hz-skærmopdatering. Det er første gang vi ser Huawei kaste sig ud i denne slags, hvor både Samsung, OnePlus, ASUS og Razer allerede har erfaring. Ifølge Huawei har det ventet til teknologien er moden nok, og det samtidig ikke går for meget ud over batteritiden.

Som standard er skærmen sat til 60Hz, men jeg vil anbefale at sætte den op til 90Hz, for det gør en stor forskel. Telefonens EMUI 10.1 software er langt mere flydende og den føles også hurtigere. Huaweis EMUI 10.1, baseret på Android 10, er et fint stykke software. Det er ikke min favorit brugerflade, men det har fungeret uden problemer i testperioden.

90Hz er en skøn tilføjelse og det samme er den mindre buede kant i skærmens sider. Skærmen i Huawei P40 Pro en af de bedste på markedet. I en direkte sammenligning med skærmen i Samsung Galaxy Note10+, så er det umuligt at se forskel med det blotte øje. Der er masser af lys, flotte farver og gode betragtningsvinkler.

Lydmæssigt er der stadig noget at arbejde med. Hvor Apple og Samsung begge tilbyder topmodeller med fremragende stereolyd, så har Huawei kun udstyret P40 Pro med en enkelt højtaler, placeret i bunden, så man let kommer til at dække for den. Højtaleren lyder til gengæld udmærket, men smid nu to højtalere i Huawei, tak.

Det er en fornøjelse at se film og spille spil på den – hvis man da kan skaffe de apps og tjenester, som man normalt bruger. For nu kommer vi til det afgørende punkt for Huaweis nye topmodel: App-butikken.

En mangelfuld app-butik

Normalt kommer Android-mobiler med Googles Play Butik, som er en butik fyldt med alle de tjenester og apps, som vi kender og bruger, men Huawei P40 Pro kommer med Huaweis egen AppGallery-butik. Ifølge Huawei er det verdens tredjestørste app-butik, dog er den mest udbredt i hjemlandet, Kina. Herhjemme er der netop kommet Dankort-appen til, men derudover vil de fleste komme til at mangle de apps, som de bruger til dagligt.

Jeg gik ind i det her med åbne arme, på trods af at jeg er en heftig bruger af Googles tjenester, og vi bruger på arbejdet desuden Googles GSuite. Alle disse tjenester og den medfølgende synkronisering kan man ikke bruge på Huawei P40 Pro, og for mig var det en prøvelse. Men jeg kastede mig ud i det og stødte derefter på et nyt problem: Hvor er alle de andre apps? Dem som er downloadet millioner af gange på Play Store, og som størstedelen af danskerne bruger?

Jeg vil ikke nævne dem alle sammen her, men kan nævne nogle få, så i forstår hvad jeg mener: Facebook, Messenger, Coop, DBA, Rejseplanen, bankapps, MobilePay, Instagram, de fleste populære streamingtjenester, rejseapps, Aula, KBH Forældre, E-boks, NemID, kort og navigations-apps og jeg kunne blive ved. Alle disse apps og tjenester, som gør mobilen til en “smartphone” kan man ikke hente i AppGallery. Kan du leve uden disse apps, så fint. Jeg prøvede, men jeg kunne ikke. Det fik den til at føles som en dumbphone til alt for mange penge.

Derfor endte jeg med at installere Aurora, som er en tredjeparts app-butik og en “kopi” af Googles, hvor jeg kunne hente de fleste apps, som jeg normalt anvender i det daglige. Stadig ingen Google-apps og tjenester, men de fleste andre apps virker uden problemer. Aurora skal installere via en APK-fil og det er ret ligetil. Du kan læse meget mere om Aurora app-butikken lige her, og der findes også andre lignende derude. Er det sikkert? Det påstår folkene bag Aurora. Vi har forhørt os hos MobilePay angående dette. Peter Kjærgaard Kriegbaum, presseansvarlig hos MobilePay svarer således:

“Vi har haft lignende henvendelser før. Vi holder fast ved alene at henvise vores brugere til at benytte Apple App Store og Google Play Store.

Vores bevæggrund er, at andre typer programmer risikerer at være kompromitteret sikkerhedsmæssigt og f.eks. kan bære malware med sig og dermed skade brugerne. Installationen vil også typisk være mere kompleks, hvilket strider mod vores ønsker om høj brugervenlighed. Endelig kan vi ikke være sikker på, at programmer, som måtte virke i dag, også virker på sigt, f.eks. pga. brug af integrerede Google-services.

Vi kunne principielt godt vælge at investere ressourcer i at understøtte yderligere app stores, men ressourceindsatsen ser vi ikke står rimeligt mål med udbyttet.

Angående opdateringer og sikkerhedsopdateringer er det noget, vi hos MobilePay skubber ind i Apple App Store eller Google Play Store via en update/hotfix af appen. Vi kan desuden om nødvendigt lave en såkaldt ”force update,” som kræver, at brugeren skal opdatere til en nyere version af appen.”

Huawei har helt sikkert travlt med at få flere apps ind i AppGallery, men det er hård proces, som kommer til at tage lang tid. Derfor må konklusionen være: Kan du leve med det skrabede udvalg i AppGallery, så er det perfekt for dig. Bruger du nogle af ovennævnte apps, så skal du være klar på, at hente en tredjeparts app-butik til Huawei P40 Pro. Bruger du ivrigt Googles tjenester, så skal du helt holde dig væk fra denne mobiltelefon.

Et typisk godt Huawei-batteri

Er der noget Huawei er gode til, lige ud over kameraer, så er det batteritid, og der er P40 Pro ingen undtagelse. P40 Pro er udstyret med et 4200 mAh batteri, som selv med 90Hz-skærmopdatering aktiveret, holder mobilen kørende i to dage – og lidt til. Her har jeg i gennemsnit haft skærmen tændt i 7-8 timer. Det er ganske imponerende.

Opladning går ligeledes meget tjept. Med SuperCharge går P40 Pro fra 0 til cirka 70 procent på bare en halv time. Den kommer desuden med Huaweis hurtige 27W trådløs opladning.

Kameraet er blevet endnu bedre

Huawei er hurtigt blevet kendt for deres gode mobilkameraer, og i Huawei P40 Pro er det bedre end nogensinde før. Inden vi kommer for godt i gang, så lad os tage et kig på kamera-hardwaren:

  • 50 megapixel f1,9 hovedsensor med OIS
  • 40 megapixel f1,8 ultra vidvinkel
  • 12 megapixel telefoto f3,4, 5x optisk zoom, OIS
  • ToF 3D-dybdesensor

Med tre forskellige kameralinser er det et utroligt fleksibelt kamera, som man får i Huawei P40 Pro. Generelt om det nye kamera kan det siges, at kvalitet, farver, kontrast og skarphed minder meget om tidligere modeller. Men der er forbedringer på alle områder. Det første jeg lagde mærke til, var den utroligt hurtige fokusering. Ikke at konkurrenterne har langsom fokusering, men hold nu op P40 Pro er hurtig til det.

I kameraet finder man en stor palette af muligheder. Man kan tage flotte portrætbilleder med sløret baggrund, imponerende naturbilleder med ultra vidvinkel og zoome helt op til 5x gange ind, uden tab af kvalitet. Har man brug for at zoome mere ind, så tilbyder den helt op til 50x zoom, men kvaliteten er her tvivlsom. Her er nattilstand, super-slow videooptagelse, blændeåbning, Pro-mode, monokrom og meget meget mere.

Huawei P40 Pro
Kameraet i Huawei P40 Pro fylder mere end nogensinde før. Men det er også bedre end nogensinde før.

Billederne i dagslys er flotte og farvefyldte, men også om natten imponerer Huawei P40 Pro. Sammenlignet med andre flagskibe, så bliver der hevet mere lys ind. Nat bliver, mere eller mindre, til dag. Det er forskelligt om man kan lide dette eller ej, men imponerende er det. Frontkameraet er blevet bedre, men er stadig ikke helt så god som de bedste på markedet.

Alt i alt er kameraet i P40 Pro virkelig godt, og bedre end P30 Pro. Dog er forskellen på disse to, og andre gode kameramobiler, efterhånden meget lille. Det er svært at se forskellen på sidste års modeller og de helt nye, og det kræver at man zoomer ind og kigger nøje efter. Langt de fleste vil ikke kunne se forskel, men den er der.

Vi har taget nogle billeder med Huawei P40 Pro:

Du kan se flere billeder taget med Huawei P40 Pro her, hvor vi også sammenligner med Huawei P30 Pro og Samsung Galaxy Note10+.

Huawei P40 Pro er fremragende, men ikke alle skal købe den

Det har været utroligt svært at skulle karaktergive Huawei P40 Pro. P40 Pro er fremragende på alle områder: Lækkert design, som ligger godt i hånden. En utroligt god 90 Hz-skærm, god brugerflade, lang batteritid med hurtig opladning, hurtig ydelse og ikke mindst et af de allerbedste kameraer. Der er nogle småting jeg mangler, såsom stereohøjtalere, men den helt store er manglen på en ordentlig app-butik.

Skal man have de sædvanlige apps, så skal man installere en tredjeparts app-butik, hvilket for mange er besværligt og kan samtidig være risikofyldt. Man kan dog stadig ikke benytte Googles apps og tjenester. Har du ikke brug for mange apps, så kunne P40 Pro være oplagt. Har du brug for nogle bestemt apps, så får du nok brug for en tredjeparts app-butik på P40 Pro. Bruger du ligesom mig mange af Googles tjenester, så skal du springe P40 Pro over. Jeg bruger de fleste af Googles apps og tjenester og jeg vil altså ikke kunne bruge P40 Pro til dagligt. Måske kunne man have undskyldt manglen på apps med en lavere pris, men Huawei P40 Pro koster vejledende 7.999 kroner. Det er billigere end Samsung Galaxy S20 Ultra og Galaxy S20+, hvor sidstnævnte nok er mest sammenlignelig med P40 Pro.

Det laver dog ikke om på, at det er en fantastisk mobiltelefon, som mange vil kunne få stor glæde af. Man skal bare være opmærksom på udfordringen med de manglende apps. Det er ærgerligt for Huawei, at de ikke må sælge deres mobiler med Googles app-butik, og nu rammer det også forbrugerne, som gerne vil købe en Huawei-mobil, men ikke kan undvære deres udvalgte apps. Specielt denne, som er en af de bedste på markedet lige nu.

Apps er en stor del af en moderne smartphone, og manglen på disse rammer Huawei P40 Pro hårdt. Normalt ville jeg have givet den 5,5 stjerner, men jeg trækker 1,5 stjerne fra, på grund af manglen på apps. Forhåbentlig bliver Huaweis App-butik bedre med tiden.

Huawei P40 Pro lander på karakteren 4 ud af 6 stjerner.

Huawei P40 Pro karakter
Huawei P40 Pro karakter

Sidste tilføjelse til historien

Næste historie om emnet er også interessant. Daniel Søgaard Hald gik videre med sagen. 10/3/2020 fulgte redaktionen op med en artikel der omhandler Test: Samsung Galaxy S20 Ultra – Overkill og overpris – Læs fortsættelsen her. De seneste nyheder om emnet kan du læse her.