Selvom storebror iX3 har solgt imponerende godt herhjemme, er det uden tvivl den mindre og billigere iX1, der er danskernes absolutte favorit blandt BMW’s elbiler.
Nu er de første spionbilleder af anden generation omsider dukket op – og der er nok ikke langt til en lancering.
Bygget på ny elbilteknologi
Prototypen blev fanget under testkørsler på den legendariske Nürburgring. Billederne viser et markant kursskifte, hvor modellen ligner en miniudgave af den nye iX3 med en slankere, minimalistisk front.
Det mest afgørende sker dog under overfladen. Hvor den nuværende iX1 stadig kører på den “gamle” multiautoplatform delt med fossilbiler, springer afløseren direkte over på den dedikerede Neue Klasse-elbilplatform.
Det er samme avancerede teknologi, som modeller som iX3 og i3 allerede nyder godt af.
Skiftet kommer til at betyde markante forbedringer af både rækkevidde, ladehastighed og energieffektivitet.
Læs ogsåPriser, specifikationer og billeder af BMW iX1
Mercedes lægger tungt pres på rivalen
Opgraderingen kan dårligt komme hurtigt nok. I mellemtiden har Mercedes-Benz nemlig sluppet deres nye elektriske GLA fri, og den overgår den nuværende BMW på de rå specifikationer.
Der er derfor ingen tvivl om, at der arbejdes på højtryk hos BMW for at få den nye iX1 gjort klar til markedet.
Kabinen står ligeledes over for en total forvandling. Den arver det minimalitiske Neue Klasse-interiør med en stor 17,9 tommer touchskærm og BMW’s nye Panoramic Vision-display, som projicerer køredata op i bunden af hele forruden.

At dømme ud fra disse første billeder og de forventede specifikationer ser det særdeles lovende ud for BMW’s næste elektriske folkemodel.
Læs ogsåSeneste test og anmeldelser af elbiler


