BMW iX3, Volvo EX60 og Audi Q6 e-tron får uventet rival

Cupra bekræfter deres største elbil til dato. Tindaya bliver en stor SUV med et sportsligt design, der tager kampen op mod de tyske giganter.

BMW iX3, Volvo EX60 og Audi Q6 e-tron får uventet rival

Den spanske bilproducent Cupra har bekræftet, at deres iøjnefaldende konceptbil bliver til virkelighed. Den kommende model får navnet Tindaya og bliver mærkets hidtil største elbil, som er skabt til at udfordre det stærke tyske premium-segment.

Se også: Alle elbiler fra Cupra i Danmark

Cupra Tindaya er en konkurrent til tyske favoritter

Tindaya placerer sig rent størrelsesmæssigt over de nuværende modeller som Tavascan og Formentor. Det betyder, at den store elbil træder ind i en af Europas vigtigste og mest populære bilklasser.

Her skal Cupra Tindaya dyste direkte mod nogle af de nyeste og mest populære elbiler i den store mellemklasse, nemlig den nye BMW iX3, Audi Q6 e-tron, Volvo EX60 og Mercedes-Benz GLC EQ.

Prisskiltet forventes at lande i et leje, hvor det flugter med konkurrenternes niveau i premium-klassen, hvor for eksempel en Audi Q6 e-tron koster lige over 500.000 kr.

Konceptudgaven af Tindaya

Selvom Cupra bevæger sig op i en mere eksklusiv og dyrere kategori, understreger ledelsen, at mærket vil bevare sit rebelske og sporty DNA. De vil fortsat skille sig ud fra mængden og appellere til de bilkøbere, der ønsker et skarpt alternativ til de traditionelle mærker.

Se også: Disse elbiler klarer sig bedst i test

Tindaya bygges på VWs nye platform

Den nye SUV vil blive bygget på Volkswagen-gruppens kommende SSP-platform. Dette er en topmoderne arkitektur, der giver stor teknologisk fleksibilitet for mærkerne under VW-paraplyen.

Konceptbilen blev oprindeligt præsenteret med en rækkeviddeforlængende motor, men det tyder ikke på, at dette bliver overført til den endelige produktion, hvor den nærmere udelukkende kommer som ren elbil.

Cupra holder lige nu kortene tæt ind til kroppen og vil udnytte fleksibiliteten i den nye platform.

Se også: Stor guide: De bedste elektriske SUV’er i 2026

Hvornår kommer Cupra Tindaya?

Cupra har endnu ikke meldt et lanceringstidspunkt ud, men vi forventer, at Tindaya ligger lidt ude i fremtiden. Den kommer tidligst i 2027 og nok nærmere i 2028.

Det bliver nok svært for Cupra for alvor at vippe de dominerende tyske premium-konkurrenter af pinden. Men med det sagt har Cupra haft en utrolig vind i sejlene med enorm fremgang i 2025.

I år har Cupra allerede lanceret en helt ny elbil, Raval, og et længe ventet facelift til Born. Senere i år lander en ny Tavascan, så man kan bestemt ikke sige, at den spanske producent hviler på laurbærrene.

Med Tindaya på vej viser Cupra blot, at de har tænkt sig at fastholde det høje tempo og udvide deres portefølje i en meget spændende retning.

Se også: Billig og let opladning med TakeCharge