Spanske Cupra har vokseværk og gør nu klar til at gå direkte i kødet på de tyske luksusmærker med en kommende SUV.
Konceptbilen Tindaya er officielt bekræftet til produktion og bliver mærkets hidtil største elbil – og den er netop hvad Cupra har brug for nu.
Tindaya bliver Cupras største elbil
Cupra har haft massiv fremgang i Europa, men modelprogrammet mangler i den grad pondus i toppen. Volkswagen har ID. Buzz, Audi har Q6 e-tron og Skoda ruller nu Peaq ud.
På trods af spaniernes enorme popularitet har de hidtil manglet en elbil, der rent fysisk kan matche de store drenge i klassen.
Derfor er det efter vores mening på høje tid, at Tindaya omsættes fra en konceptbil til en produktionsbil.
Den 4,72 meter lange SUV træder direkte ind i det lukrative premium-segment. Det er endnu sparsomt med tekniske specifikationer, men det tyder på, at den skal konkurrere direkte med sværvægtere som BMW iX3, Audi Q6 e-tron og Volvo EX60.

En skarpere pris skal opveje brandværdien
For at bide skeer med de tyske og det svensk prestigemærke er Cupra dog nødt til at tænke taktisk.
Selvom mærket oser af selvtillid, skarpt design og sport, må vi bare være realistiske: Cupra har ikke den samme tunge brandstatus eller historiske signalværdi som BMW, Audi og Volvo.
Netop derfor forventer vi også, at Cupra vil forsøge at lokke køberne med en mere spiselig og skarp prissætning, som gør det attraktivt at vælge den spanske rebel frem for de mere traditionelle mærker i klassen.
Læs ogsåSeneste nyheder om elbilteknologiCupras første med 800 volt
Under de svulmende skærme kommer Tindaya til at køre på Volkswagen-gruppens længe ventede SSP-platform, forlyder det.
Hvor konceptbilen oprindeligt blev fremvist med en benzindrevet rækkeviddeforlænger, forventer vi, at den endelige udgave bliver en ren elbil.
Audi bliver det første mærke i koncernen til at tage den nye platform i brug, efterfulgt af Porsche.
Skiftet til SSP-arkitekturen betyder samtidig et markant teknologisk kvantespring for Cupra. Tindaya ligner nemlig spaniernes allerførste elbil med ægte 800-volt teknologi.
Der går stadig et par år, før vi ser Tindaya trille af samlebåndet, men ambitionen er ikke til at tage fejl af. Cupra vil være en udfordrer, man er tvunget til at tage seriøst i premiumklassen.
Læs ogsåDisse elbiler oplader hurtigst