Elbilbatterier halveres i pris om to år
Elbilbatteri til halv pris? En undersøgelse viser, at priserne på batterier til elbiler om blot to år vil være halveret i forhold til i 2023.
Se også: Sammenlign elbiler på pris og kvalitet
Billigere batterier til elbiler
Priserne på litium-ion-batterier vil fortsætte med at falde hurtigt i løbet af de næste par år. Det fremgår af ny forskning fra Goldman Sachs.
Storbankens forskere forudser, at de globale gennemsnitspriser på højvoltsbatterier vil falde til 82 dollar per kilowatt-time (kWh) i 2026. Det er omtrent halvdelen af, hvad batterier kostede i 2023 (149 dollar per kWh). Det er også et kraftigt fald på 26 procent i forhold til dette års priser.
Forskerne forventer, at batteriomkostningerne vil falde til 111 dollar per kWh ved udgangen af 2024. Kigger vi tilbage til 2013, kan vi for alvor se, hvor stort et prisfald der er sket. Da kostede hver kWh hele 780 dollar.
Teknologiske innovationer og billigere metal er hovedårsagerne til prisfaldet, ifølge rapporten. Det første skyldes hovedsageligt højere energitæthed i battericellerne samt mere effektive og billigere produktionsmetoder.
I dag koster en gennemsnitlig ny elbil betydeligt mere end en tilsvarende benzinbil. I 2026 sker der ifølge Goldman Sachs en vigtig milepæl. Da vil de lave priser på elbilbatterier resultere i, at elbiler bliver lige så billige som benzindrevne biler.
Se også: Test og anmeldelser af elbiler
Elbiler så billige eller billigere end benzinbiler
Vi begynder så småt at se billige elbiler såsom Citroën ë-C3 og Renault 5, der bringer priserne på en elbil ned under 200.000 kr. Allerede til næste tager priserne endnu en dyk.
I 2025 forventes elbilerne at komme ned på 150.000 kr., hvor der kommer modeller som BYD Dolphin Mini og Leapmotor T03.
I 2026 må det derfor forventes, at priserne tager endnu et dyk. Til den tid vil elbilerne være billigere end de mest populære små benzinbiler i Danmark, som Hyundai i20, Peugeot 208, Suzuki Swift og flere.
Netop de lave priser forventes at få mange til at skifte benzinbilen ud med en elbil.
Se også: Hvilke elbiler kommer i 2024, 2025 og 2026?
Vi anbefaler:
Disse elbiler er Bedst i Test
De billigste elbiler i Danmark