2.000 selvkørende elbiler på vej til Danmark
Det danske delebilsselskab Green Mobility vil købe 2.000 AI-drevne selvkørende elbiler, men vælger en uprøvet amerikansk startup som leverandør.
Se også: Hvilke elbiler er Bedst i Test?
Fremtidens delebiler er selvkørende
Green Mobility har indgået en ikkebindende hensigtserklæring om at købe op til 2.000 selvkørende elbiler til brug i Danmark, men valget af den amerikanske startupvirksomhed Tensor som leverandør rejser mange spørgsmål.
For mens erfarne europæiske virksomheder allerede tester og driver selvkørende flåder – eksempelvis Volkswagens MOIA, der i dag kører helt autonome ID. Buzz i flere europæiske byer – vælger Green Mobility i stedet at indgå samarbejde med den amerikanske startupvirksomhed Tensor.
Tensor er for de fleste fuldstændig ukendt og prøvede lykken med selvkørende teknologi i Kina tilbage i 2019 – dog uden succes. Projektet blev droppet, og i stedet satser virksomheden nu på at levere en stor flåde af sin selvkørende elbil i USA, Europa og Mellemøsten i 2026.
Den selvkørende elbil skulle have et 112 kWh batteri, der lader fra 20 til 80 procent på cirka 10 minutter. Den er designet til selvkørende teknologi på niveau 4 ud af 5 – altså fuld autonom kørsel i definerede zoner uden en fører bag rattet – ved brug af kunstig intelligens.
Bilen er angivet udstyret med hele 37 kameraer, fem LiDAR-sensorer, 11 radarer, 22 mikrofoner, 10 ultralydssensorer, 16 sensorer til registrering af ulykker, otte vandsensorer, en røgalarm og 5G-opkobling.
Se også: Disse nye elbiler kommer i 2025, 2026 og 2027
Uprøvet teknologi fra amerikansk startup
Ifølge Green Mobility er der ingen tidshorisont for, hvornår de 2.000 selvkørende elbiler fra Tensor kommer til Danmark.
At Green Mobility binder sin fremtid op på en amerikansk virksomhed, der endnu ikke masseproducerer biler, og hvis teknologi endnu ikke er afprøvet i Europa, kan vise sig at være noget risikabelt. Især i en tid, hvor både sikkerhed, regulering og datakontrol fylder meget, og hvor afhængigheden af amerikansk AI-teknologi kun vokser.
En forudsætning for, at Tensors biler overhovedet kan køre i EU, herunder Danmark, er, at virksomheden godkendes til det, og der er vi ikke engang.
Så spørgsmålet er, om Green Mobility løber en unødigt stor risiko, når mere modne og europæisk afprøvede løsninger inden for selvkørende teknologi allerede findes.
Vi håber, at Green Mobility får de selvkørende elbiler til en attraktiv pris – hvis de altså overhovedet kommer. Mange tech-startups fra Silicon Valley i USA ender med at må kaste håndklædet i ringen, så vi glæder os til at blive positivt overrasket over, at Green Mobility forhåbentlig får sine højteknologiske selvkørende elbiler til Danmark … på et eller andet tidspunkt.
Se også: Se bedømmelser og priser på elbiler
Mere om selvkørende teknologi
Selvkørende teknologi er under hastig udvikling i disse år – særligt på grund af kunstig intelligens, der muliggør udvikling af sofistikerede algoritmer, der kan overtage styringen for os.
Læs mere om selvkørende teknologi og se fordele og ulemper ved førerløse biler.
Vi anbefaler:
Test og bedømmelser af nyeste elbiler i Danmark
Stem på Årets elbil 2026