Bilgigant afslører tidsplan for solid state-batterier
Solid state-batterier rykker tættere på virkeligheden, og nu melder SAIC Motor sig klar til at tage næste store skridt.
Med en planlagt lancering i 2027 kan elbilmarkedet stå over for et markant teknologisk spring.
Se også: Alle elbiler fra MG
SAIC klar med solid state-batterier i 2027
SAIC Motor, der er blandt de største bilproducenter i Kina og som står bag MG, Maxus og IM, nærmer sig et stort gennembrud inden for kommercialiseringen af solid state-batterier eller faststofbatterier. Det skriver mediet IT Home.
Bilproducenten oplyser, at produktionslinjen hos partnervirksomheden Qingtao Powers nu er fuldt idriftsat, og at de første prøver på battericeller med en fast elektrolyt vil være klar inden årets udgang.
SAIC vil også begynde at teste de første prototyper på biler med solid state-batterier i løbet af 2026, og den kommercielle lancering af elbiler med solid state-batterier er dermed planlagt til 2027.
De kommende solid state-batterier fra SAIC og Qingtao Powers skulle få en gravimetrisk energitæthed på mindst 400 Wh/kg og en volumetrisk energitæthed på mere end 820 Wh/kg. Batterikapaciteten bliver på mindst 75 kWh. Vi kender ikke rækkevidden, men batteriet skulle til gengæld have meget høj sikkerhed og kan klare punkteringer, op til 200 grader og bevarer mere end 90 procent af batterikapaciteten ved lave temperaturer.
SAIC har arbejdet på solid state-batteriteknologi i flere år og investeret i Qingtao for at opskalere udviklingen. Indtil videre er det blevet til semi solid state-batterier, hvor 95 procent af elektrolytten skulle være fast.
Den nyeste udgave af MG4 Electric fås allerede med semi solid state-batteri i Kina, og det bliver også den elbil, der først kommer med ægte solid state-batteri.
Se også: Kommende elbiler i 2025, 2026 og 2027
Solid state-batterier er elbilernes næste store skridt
Kapløbet om at blive først med solid state-batterier er intenst og har været det i noget, der føles som en menneskealder, men nu begynder vi at nærme os et stadie, hvor der startes prøveproduktioner og test af batterierne.
Når solid state-batterier kommer, vil det få stor betydning for danske elbilister. Batterierne vil kort sagt forandre elbilmarkedet markant – og til det bedre.
Solid state-batterier udmærker sig ved at have længere rækkevidde på grund af en højere energitæthed, hurtigere opladning, bedre sikkerhed, bedre temperaturbestandighed og lavere vægt. Kort sagt gør de op med alle de svagheder, der kan være ved dagens elbilbatterier.
Eneste minus ved solid state-batterier – ligesom med al anden ny teknologi – er prisen. Batterierne vil være dyrere end både NMC- og LFP-batterier til en start, men forventningen er, at batteriteknologien vil være konkurrencedygtig på pris allerede inden for en kort årrække.
Se også: Sammenlign elbiler på pris og kvalitet
Mere om solid state og elbilbatterier
Vil du vide mere om faststofbatterier? Se fordele og ulemper ved solid state-batterier.
Er du forvirret over de mange forskellige typer af elbilbatterier, der findes? Bliv klogere i vores guide til elbilbatterier.
Vi anbefaler:
Hvilke elbiler er bedst i test?
De billigste elbiler i Danmark
Test og anmeldelser af elbiler