Prisen på elbilbatterier styrtdykker – giver billigere elbiler
Priserne på elbilbatterier styrtdykker og falder hurtigere, end de fleste havde forventet. I år vil vi se det største fald siden 2017. Med ny teknologi og billigere alternativer på markedet vil elbiler snart være endnu billigere end deres benzindrevne pendanter.
Prisfald på 20 procent alene i 2024
Ifølge BloombergNEF’s årlige undersøgelse af batteripriserne faldt prisen på batteripakker til elbiler til 115 dollar pr. kWh i 2024, hvilket er det største fald i syv år. Alene i 2024 er prisen på batteripakker faldet med 20 procent.
Prisfaldet skyldes stigende produktion af battericeller, lavere materialepriser og billigere LFP-batterier på markedet.
Da priserne på elbilbatterier forventes at fortsætte med at falde i løbet af de næste par år, kan elbiler snart blive endnu billigere end tilsvarende benzinbiler.
Ifølge undersøgelsen forventes de gennemsnitlige batteripriser at falde til under 100 dollars pr. kWh allerede i 2026. Dette betragtes i vid udstrækning som tærsklen for, hvornår prisen er på niveau med brændstofbiler. I 2030 kan priserne falde helt ned til 69 dollar pr. kWh.
Se også: Sammenlign elbiler på pris og kvalitet
Elbilbatterier falder i pris hurtigere end forventet
Undersøgelsen påpeger også, at geopolitisk usikkerhed og langsommere efterspørgsel kan påvirke prissætningen. Det er efterhånden ingen hemmelighed, at Kina dominerer det globale batterimarked.
”Kina alene forventes at producere nok battericeller til at imødekomme 92 procent af den samlede globale efterspørgsel på 1,2 terawatt-timer til elbiler og stationære lagringssegmenter i 2024”, fremgår det af rapporten.
Denne kendsgering har ”lagt et nedadgående pres på batteripriserne.”
Selv om det driver priserne på elbiler ned, er overkapacitet ved at blive et problem. Førende globale batteriproducenter som BYD og CATL sænker aggressivt priserne, hvilket giver næring til priskrigen på elbilbatterier.
Alle taler om priskrigen på elbiler i Kina, men det er batterimarkedet, der sætter gang i den bag kulisserne. Prisnedsættelserne presser de mindre producenter til at følge trop, mens de ofrer deres overskud. Men hvis salget af elbiler aftager, er det mere sandsynligt, at batteriproducenterne vil reducere produktionen.
Se også: Kommende elbiler i 2024, 2025 og 2026
Perspektivering
Den konstant faldende pris på elbilbatterier er en god nyhed for danskere, der overvejer at købe elbil. Da batterier fortsat udgør en tredjedel af en elbils pris, har faldende batteripriser en afgørende betydning for elbilernes priser. Derfor bør vi alt andet lige også få billigere elbiler at se.
Vi ser allerede et stigende antal elbiler til mellem 200.000 og 300.000 kr., og i 2025 bør vi se en håndfuld elbiler til omkring 200.000 – måske endda under 200.000 kr.
Iblandt kommende elbiler til omkring 200.000 kr. eller måske endda under er Renault 5 E-Tech Electric, Fiat Grande Panda, Nammi Box og Leapmotor T03, ligesom Citroën ë-C3 til 179.900 kr. og Hyundai Inster til 179.995 kr. for nylig er kommet til Danmark.
Vi anbefaler:
Test og anmeldelser af elbiler
Find den billigste og bedste ladeløsning til din elbil
Se priser på de billigste elbiler i Danmark
Hvilke elbiler er Bedst i Test?