Stort potentiale i tovejsopladning: Elbiler med V2G aflaster elnettet

Elbiler med tovejsopladning, også kaldet vehicle-to-grid (V2G), kan i fremtiden aflaste elnettet. Teknologien rummer stort potentiale og kan spare elbilister for flere tusinde kroner om året.

Stort potentiale i tovejsopladning: Elbiler med V2G aflaster elnettet

Elbiler med understøttelse af teknologien vehicle-to-grid (V2G) eller tovejsopladning er på vej til at ændre måden, som elnettet bliver balanceret på.

Ifølge beregninger fra DTU-forsker Kristian Sevdari, som han har fremlagt på et webinar arrangeret af Intelligent Energi og Dansk e-Mobilitet, vil blot 5.000 V2G-kompatible elbiler kunne stabilisere Danmarks elnet ved store udfald i elproduktionen i stil med det, der for nylig skete i Spanien, hvor 2 GW (knap 4 procent) af produktionen gik tabt på få sekunder.

Foto: Ocular Charging

Hvis blot 75 procent af de 1 mio. elbiler, der ventes i at være Danmark i 2028, udnytter understøttelsen af V2G, kan de levere 7-8 GW strøm tilbage til nettet. Det er mere end Danmarks samlede behov i spidsbelastningsperioder.

Teknologien, der allerede testes med succes i blandt andet Frederiksberg Forsyning og af bilmærker som Volvo og Volkswagen, gør det muligt at bruge elbilernes store højspændingsbatterier som fleksible, mobile energilagre.

Frederiksberg Forsyning har siden 2016 anvendt V2G på 10 stk. Nissan e-NV200-varebiler.

Bilfabrikkerne er i fuld gang med at indbygge V2G-funktionalitet i nye elbiler, og Dansk e-Mobilitet forventer, at teknologien vil være standard i alle nye elbiler fra starten af 2030’erne – måske endda før.

For at realisere potentialet kræver det dog klare standarder, datahåndtering og tarifmodeller. Energinet er i gang med at opgradere den digitale infrastruktur og undersøger, hvilke batteridata der skal frigives fra bilerne for at kunne understøtte markedet. Samtidig afprøver det svenske energiselskab Vattenfall i et nyt pilotprojekt samspillet mellem V2G-software, tovejsladere og Volkswagens elbiler med 77 kWh batterier, der understøtter V2G.

Tovejsopladning kan ikke kun blive en gevinst for Danmarks forsyningssikkerhed, men også for danske elbilister, der kan se frem til en klækkelig besparelse ved at have elbilen koblet til elnettet i de mange af døgnets timer, hvor elbilen ikke er i brug.

Ifølge Green Power Denmark er det endnu for tidligt at sige noget om, hvor stor en økonomisk gulerod det kan blive at sende strøm fra elbilen tilbage til elnettet, men Dansk e-Mobilitet har for nylig anslået den årlige gevinst til at være 4.000 kr., hvilket kan dække en stor del eller i mange tilfælde alle udgifter til opladning af elbilen.

Se også: Sammenlign elbiler på pris og kvalitet

Perspektivering

Selv om vehicle-to-grid endnu ikke kan bruges i Danmark, er mange elbiler allerede forberedt til V2G – og mange flere elbiler understøtter i fremtiden tovejsledning. Se alle elbiler med vehicle-to-grid (V2G) eller tovejsopladning.

Vi anbefaler:
Test og anmeldelser af elbiler
Guide til opladning af elbil i hjemmet
Se hvilke elbiler der er Bedst i Test
Disse elbiler har længst rækkevidde i forhold til prisen
Kommende elbiler i 2025, 2026 og 2027