Vildt rygte: Ford og Xiaomi i muligt elbil-samarbejde

Rygterne svirrer om et opsigtsvækkende samarbejde mellem Ford og Xiaomi. Det kan åbne USA for kineserne og redde Ford i Kina. Læs hvorfor samarbejdet giver mening.

Vildt rygte: Ford og Xiaomi i muligt elbil-samarbejde

Det lyder som et umage par, men ifølge nye oplysninger fra Financial Times har bilkæmpen Ford og elektronikgiganten Xiaomi ført samtaler om et potentielt samarbejde.

Et samarbejde, der ved første øjekast virker spøjst, men som kan ændre spillereglerne for begge parter fuldstændigt.

Se også: Alle elbiler fra Ford

Utraditionelt makkerpar

Ifølge rygterne har Ford undersøgt muligheden for et såkaldt joint venture med Xiaomi med henblik på at producere elbiler i USA.

Det ville være et højst usædvanligt træk. Xiaomi er primært kendt som en elektronikgigant, der laver smartphones, robotstøvsugere og elløbehjul, men som de seneste år har taget bilverdenen med storm i Kina. Selskabet har haft enorm succes med deres første elbil, SU7, og planlægger at indtage Europa i 2027.

Xiaomi SU7. Foto: Xiaomi

I det andet ringhjørne står Ford. En hæderkronet, 100 år gammel producent, der opfandt samlebåndsproduktionen, men som i dag kæmper en hård kamp for at følge med i den elektriske omstilling.

Selvom begge parter officielt har været ude og afvise, at der foregår konkrete forhandlinger lige nu, er rygterne langt fra grebet ud af den blå luft. De to bilproducenter har nemlig præcis det, som den anden mangler.

Se også: Hvilke elbiler er bedst i test?

Derfor giver et Ford-Xiaomi-samarbejde mening

Ford er i dag en stort set irrelevant aktør på det kinesiske marked. Det er et kæmpe problem, da Kina er verdens største bilmarked og arnestedet for den nyeste batteriteknologi.

Et samarbejde med Xiaomi kan give Ford en genvej til avanceret teknologi, infotainmentsystemer og en dybere forståelse for de kinesiske forbrugeres digitale behov – noget som de vestlige bilproducenter generelt har svært ved at imødekomme.

Ford Mustang Mach-E GT
Ford Mustang Mach-E er den mest solgte elbil fra Ford. Foto: Ford

Omvendt står Xiaomi med en udfordring uden for Kina. Især det amerikanske marked er nærmest lukket land for kinesiske mærker på grund af toldmure og politisk modvilje.

Hvis Xiaomi kunne producere biler sammen med ærkeamerikanske Ford på amerikansk grund, kan det være nøglen, der låser døren op til USA. Det ville være en genistreg for Xiaomi, der ellers risikerer at blive låst ude af et af verdens vigtigste bilmarkeder.

Se også: Se priser på de billigste elbiler i Danmark

Ford-boss er vild med Xiaomi

Det er ingen hemmelighed, at Fords ledelse kigger misundeligt mod de kinesiske elbiler. Fords administrerende direktør, Jim Farley, har ved flere lejligheder rost de kinesiske bilproducenters udviklingstempo til skyerne.

Han har endda erkendt, at han selv har importeret en Xiaomi SU7 til USA for at bruge den privat. Hans dom over bilen var klokkeklar: Han elsker den og “ønsker ikke at give den fra sig igen.”

Jim Farley har tidligere kaldt de kinesiske konkurrenter for en “eksistentiel trussel” mod de etablerede bilmærker.

At han nu angiveligt søger at alliere sig med fjenden frem for at bekæmpe dem, viser måske, at den gamle bilkæmpe har indset, hvilken vej vinden blæser.

Vi anbefaler:
Priser, bedømmelser og sammenligning af elbiler
Kommende elbiler i 2026, 2027 og 2028
Nyeste teknologi inden for elbiler
Europæiske alternativer til amerikansk teknologi og elbiler
Test og anmeldelser af elbiler