Kør-selv-ferie i elbil: Her er Falcks vigtigste råd til turen

Skal i på sommerferie i elbil? Det europæiske ladenetværk er klar, men turen sydpå kræver forberedelse. Få Falcks vigtigste råd til en tryg rejse her.

Kør-selv-ferie i elbil: Her er Falcks vigtigste råd til turen

Sommerferien står for døren, og tusindvis af danskere gør klar til at krydse de europæiske grænser – for mange er det første gang i en elbil.

Men selvom infrastrukturen efterhånden er i top, kræver turen sydpå stadig mere forberedelse end en tur i den gamle benzinbil.

Falck er nu klar med en række essentielle råd til kør-selv-ferie i elbil – og så giver vi et ekstra med, som får stor betydning for turen.

Se også: Tips og guides til opladning af elbil

Lynladere er der nok af, men du skal være forberedt

Det europæiske ladenetværk er vokset massivt de seneste år. Langs de store motorveje i lande som Tyskland, Frankrig og Kroatien er der i dag typisk en ladestander for hver 50 til 100 kilometer, hvilket gør rækkeviddeangst til fortid. Alligevel oplever mange elbilister unødigt stress undervejs.

Ifølge en ny guide fra Falck skyldes ferieproblemerne sjældent mangel på strøm, men derimod et uoverskueligt marked for betaling.

Metoderne varierer meget fra land til land, og man kan ikke altid bare bruge sit almindelige kreditkort.

Falck anbefaler derfor, at man i god tid henter uafhængige apps til ruteplanlægning og betaling, som for eksempel Tesla-appen, Ionity-appen og til andre store ladenetværk i Europa.

Falck anbefaler dertil, at man medbringer flere forskellige betalingsløsninger samt RFID-kort. På den måde undgår man at strande i unødigt betalingskaos ved standerne.

Se også: Guides om elbiler

Bagagen æder din rækkevidde

En anden klassisk feriefælde handler om bilens oppakning. Falck peger på, at ekstra vægt og dårlig aerodynamik tærer hårdt på batteriet under de lange strækninger.

Særligt den populære tagboks øger vindmodstanden markant, hvilket reducerer rækkevidden betydeligt og øger prisen for turen.

En fuld opladning koster typisk mellem 100 og 400 kroner undervejs, så det kan hurtigt mærkes på budgettet. Falck anbefaler i stedet at pakke det tunge grej i bagagerummet.

Et andet råd er, at bruge fartpiloten på motorvejen, holde en konstant fart ud for mange nedbremsninger og accelerationer, og udnytte bilens regenerative bremsning, når der opstår tæt trafik.

Andre råd fra Falck:

  • Hent de rigtige apps: Få styr på uafhængige ruteplanlæggere som PlugShare, Chargemap eller ABetterRouteplanner i god tid før afrejse.
  • Tjek landene på ruten: Undersøg ladenetværket og de specifikke ladeforhold for hvert enkelt land, du planlægger at køre igennem.
  • Udnyt gratis strøm: Vær opmærksom på, om der tilbydes gratis eller billig opladning ved dine udvalgte hoteller eller store indkøbscentre undervejs.

Se også: Nyheder om nyeste elbilteknologi

Falck glemmer den største strømsluger

Falck kommer med mange fornuftige råd til ferieturen, men de overser en fuldstændig afgørende faktor for din rækkevidde, nemlig farten. Der er en enorm forskel på at køre 110 km/t og 130 km/t i en elbil.

Ved 110 km/t finder de fleste moderne elbiler den bedste balance mellem hastighed og energiforbrug. Hæver du derimod farten til 130 km/t, stiger bilens energiforbrug typisk med op mod 20 til 25 procent på grund af den eksponentielt stigende luftmodstand.

Det betyder markant flere ladestop undervejs, og i sidste ende sparer du sjældent tid ved at træde hårdere på speederen. Hold dig i stedet til de 110 km/t, nyd den rolige kørsel og omgivelserne, og kom markant længere på hver opladning.

Se også: Nyheder om kommende elbiler i Danmark