Google Maps gør det nemmere at finde Tesla-opladere
Google opdaterer Maps med live-visning af ledige Tesla-ladere. Det gør planlægning af ture nemmere for alle elbilister og mindsker risikoen for at ankomme til optagede ladestandere. Se hvordan du aktiverer visning af ledige ladestandere i Google Maps.
Se også: Test og anmeldelser af alle elbiler
Google Maps viser nu ledige Tesla Superchargers i realtid
Google Maps viser nu i realtid, hvor mange Tesla Superchargers, der er ledige. Det er data, som Tesla-ejere allerede ser i bilen og i Tesla-appen, men oplysningerne har manglet i den mest populære navigationsapp for dem, som ikke ejer en Tesla.
Hidtil har man skullet tjekke, hvor mange ladeudtag der er ledige, før man navigerer til en Tesla-lynladestation, men med integrationen i Google Maps kan alle nemt planlægge en køretur i elbilen med et ladestop ved en Tesla Supercharger og samtidig have vished om, at der er ledige ladeudtag. Dermed undgår man forhåbentligt at navigere til en Tesla Supercharger-station uden ledige ladeudtag.
Nyheden kan synes lille for Tesla-ejere, men i og med Teslas Supercharging-netværk er det største ladenetværk i hele verden, vil det faktisk være en ændring, som gør hverdagen lidt lettere for rigtig mange. Tesla begyndte i januar 2022 at åbne sine lynladere op for ikke-Teslaer, og det har gjort selskabets ladenetværk attraktivt for mange elbilister.
Se også: De billigste elbiler i Danmark
Sådan får du vist ledige ladestandere i Google Maps
Google Maps er i stand til at vise ledige ladestandere på kortet fra mange forskellige ladeudbydere – dog vises Tesla endnu ikke på selve kortet, men kun når man søger efter Tesla Supercharger eller klikker på en specifik Tesla Supercharger. Før eller siden forventer vi også at se Tesla-lynladerne være synlige på selve kortet. Denne del virker dog først, når du i indstillingerne for Google Maps angiver, at du kører i en elbil.
På Android eller iPhone gør du dette ved at åbne Google Maps. Klik derefter på dit profilikon i øverste højre hjørne og vælg ”Indstillinger”. Gå nu til ”Dine køretøjer”. På listen vælger du ”El”. Klik også på ”Ladestik og adaptere” for at angive de stiktyper, som du ønsker at se ledige ladere i Google Maps for. Vælg ”Type 2”, hvis du vil se normalladere (op til 22 kW), og ”CCS (Kombination 2), hvis du vil se hurtig- og normalladere. Alternativt kan begge vælges.