Pristjek på lade-apps: Overraskende vinder er billigst
Det er en uoverskuelig opgave for mange danske elbilister at navigere i ladejunglen. Skal man bruge en ladebrik fra ladeselskabet, der ejer ladestanderen, eller er det nemmere bare at bruge en app, der samler alle ladeudbyderens ladestandere? Og hvad koster bekvemmeligheden egentlig?
Mobilsiden.dk har undersøgt 9 populære apps til opladning af elbiler ved offentlige ladere. Vi har indhentet priser på seks tilfældigt udvalgte offentlige ladestandere på tværs af følgende apps: Clever, E.ON, Spirii Go, Shell Recharge, Norlys, Northe, Monta, Plugsurfing og Chargemap.
Her er resultatet af vores pristjek.
Se også: Priser og specifikationer på elbiler
Den besværlige løsning er den billigste
Hvis du udelukkende går efter den laveste pris og er villig til at have telefonen fyldt med apps, er opskriften enkel: Brug ladeoperatørens egen app.
Vores pristjek viser, at det i de fleste tilfælde er billigst at bruge den app, som udbyderen af den enkelte ladestander selv stiller til rådighed (f.eks. at bruge E.ONs app på en E.ON-stander og Spiriis app på en Spirii-stander).
Gennemsnitsprisen ved at bruge ladeoperatørens egen app er 3,86 kr./kWh. For at få den laveste pris kræver det dog, at du opretter en bruger hos mange forskellige ladeselskaber, men belønningen er den lavest mulige kWh-pris uden fordyrende mellemled.
Se også: Kommende elbiler i 2026, 2027 og 2028
Clever vinder på roaming, men det er tæt
De færreste orker at jonglere med 10-15 forskellige apps i hverdagen. Derfor foretrækker mange at bruge én samle-app (roaming), der virker overalt. Men hvem er billigst, når man vil lade på tværs af ladeselskaber?
Her peger vores undersøgelse på Clever som den billigste løsning.
Selvom Clever ofte forbindes med deres eget lukkede netværk og abonnementer, fungerer deres app også som en roamingplatform. I vores test lander Clever på en gennemsnitspris på 4,26 kr./kWh.
Det er dog et mulehårsløb. Lige i hælene finder vi Spirii Go og Northe, der begge lander på en gennemsnitspris omkring 4,29 kr./kWh. Forskellen er altså minimal – kun få øre per kWh skiller top-3.
I den dyre ende finder vi Shell Recharge, der ender med et gennemsnit på hele 4,66 kr./kWh. Det skyldes især en voldsom pris på PowerGo-lynladere, hvor Shell tager 7,50 kr./kWh, mens operatørens egen pris er 3,45 kr./kWh. Til gengæld var Shell Recharge faktisk billigst af alle på E.ONs 22 kW ladere. Det understreger, hvor uigennemskueligt markedet kan være.
Se også: Disse elbiler er bedst i test
Roaming er et fordyrende led
Når du bruger en app fra eksempelvis Monta eller Shell Recharge til at starte en ladesession på en lader ejet af E.ON eller PowerGo, betaler du for en ekstra service.
Roaming fungerer lidt ligesom at bruge din mobiltelefon i udlandet (før EU-reglerne trådte i kraft) eller at hæve penge i en fremmed banks automat.
Din valgte appudbyder skal betale en pris til ejeren af ladestanderen for strømmen. Oven i den pris lægger de typisk et transaktionsgebyr eller en procentdel for at dække deres egne omkostninger til drift af app, betalingsløsning og kundeservice.
Det er prisen for bekvemmelighed: Du betaler ekstra for at kunne nøjes med ét betalingskort og én app til hele turen. Som vores pristjek viser, koster denne bekvemmelighed i gennemsnit ca. 40-80 øre ekstra pr. kWh i forhold til at bruge operatørens egen app.
Se også: Nyheder om ladeudbydere og opladning
Om undersøgelsen
Pristjekket er gennemført den 13. januar 2026.
Inden du sletter alle dine apps og kun beholder én, er der nogle væsentlige forbehold ved vores pristjek.
Vi har undersøgt priserne på 6 tilfældigt udvalgte adresser. Havde vi valgt 6 andre adresser i en anden landsdel, kunne resultatet se anderledes ud. Priserne svinger voldsomt fra adresse til adresse, hvilket gør det endnu mere uigennemskueligt som forbruger at finde de laveste priser.
Markedet flytter sig dertil konstant. Nogle ladeoperatører bruger dynamiske priser, der ændrer sig time for time, mens andre kører med faste priser. Vores undersøgelse er derfor kun et øjebliksbillede.
Vi har valgt at udelade OKs app i denne sammenligning, da selskabet på tidspunktet for prisundersøgelsen ikke tilbød opladning (roaming) på størstedelen af de undersøgte ladestandere.
Vi anbefaler:
De billigste elbiler i Danmark
Test og anmeldelser af elbiler