Afløseren til Mercedes-Benz EQA får overraskende design
Mercedes er på vej med en helt ny generation af deres billigere elbiler.
Afløseren for den populære EQA skifter navn og designretning, når den lander i 2028 med en spændende blanding af flere biltyper.
Se også: Alle elbiler fra Mercedes-Benz i Danmark
Mercedes-Benz GLA EQ: Crossover møder minivan
Den nuværende Mercedes-Benz EQA er en rendyrket crossover, men når afløseren lander om nogle år, skal vi forvente noget markant anderledes.
Ifølge Automotive News vil den kommende model, der forventes at få navnet Mercedes-Benz GLA with EQ Technology, få et design, der blander elementer fra både crossovere og minivans.

Det lyder måske som en spøjs kombination, men linjerne mellem biltyperne er i forvejen meget udtværede.
Det er derfor usikkert, præcist hvor radikalt designet bliver i forhold til det, vi kender, men målet er at ramme en bred målgruppe.
Jörg Burzer, der er udviklingschef hos Mercedes, udtaler til Automobilwoche, at det bliver en model, der “ikke eksisterer i denne form i dag”.
Modellen skal fungere som afløser for både den nuværende A-klasse og B-klasse, hvor sidstnævnte netop er kendt for sin MPV-form.
Se også: Priser, specifikationer og billeder af Mercedes-Benz EQA
Ny teknik og lang rækkevidde
Under det nye ydre gemmer der sig store tekniske fremskridt. Elbilen bygges på den nye MMA-platform, Mercedes-Benz Modular Architecture.
Det betyder blandt andet, at den nye GLA får et 800 volt batterisystem, hvilket sikrer lynhurtig opladning – formentlig omkring de 20 minutter.
På batterisiden forventes Mercedes at tilbyde to løsninger for at holde prisen nede.
Basisudgaven får muligvis ifølge rygter et LFP-batteri på 58,5 kWh, som er billigere at producere.
Topmodellen forventes at få et 85 kWh NMC-batteri. Med dette batteri kan rækkevidden nærme sig 800 km, ligesom det er tilfældet med CLA.
Se også: Kommende elbiler i Danmark i 2026, 2027 og 2028
Løft af kabinekvaliteten
De nuværende EQA og EQB har mødt kritik for interiørkvaliteten, som ikke helt har levet op til Mercedes-standarden. Dette bliver der rettet op på i 2028-modellen.
Udover et nyt infotainmentsystem og forbedret software loves der et generelt løft af byggekvaliteten og mere eksklusive materialer i kabinen.
Samtidig forventes det nye “minivan”-inspirerede design at give bedre rummelighed i kabinen sammenlignet med den nuværende EQA.
Se også: Privatleasing: Høj eller lav udbetaling?
Kommer først i 2028
Vi skal dog væbne os med lidt tålmodighed. Den nye GLA with EQ Technology er først planlagt til lancering i 2028. Tidligere har rygter ellers gået på en opdatering allerede i 2026, men der kan være tale om et mindre facelift.
Mercedes-Benz GLA EQ skal produceres i Ungarn, hvor produktionsomkostningerne er lavere end i Tyskland.
Det skal være med til at sikre, at Mercedes-Benz kan konkurrere på prisen i det vigtige segment for kompakte elbiler.
Indtil da fortsætter den nuværende EQA, men det står klart, at Mercedes gearer op til en fremtid, hvor designet skal kunne lidt af det hele.
Vi anbefaler:
Priser på de billigste elbiler i Danmark
Test og anmeldelser af elbiler
Guide til bedste ladeboks til elbiler
Alle elbiler i Danmark rangeret efter pris