Mercedes dropper selvkørende system og kopierer Tesla
Mercedes-Benz sætter deres prestigeprojekt med ægte selvkørende biler på pause. I stedet ændrer den tyske bilgigant kurs og kopierer nu Teslas strategi med et nyt førerassistentsystem, der kræver førerens opmærksomhed, men som til gengæld virker langt flere steder.
Se også: Alle elbiler fra Mercedes-Benz
Først med Level 2-system – nu sættes det på pause
Tyske Mercedes-Benz var ellers først med sit avancerede Level 3-førerassistentsystem, Drive Pilot, som gjorde det muligt at slippe rattet helt, læne sig tilbage og se YouTube eller spille spil, mens bilen kørte helt selv i tæt trafik. Men nu trækker Mercedes-Benz stikket midlertidigt på teknologien.
Årsagen er ganske enkelt, at det ikke kan betale sig for Mercedes-Benz. Level 3-systemer, hvor føreren ikke behøver holde øje, er ekstremt dyre at udvikle og kræver kostbare sensorer som LiDAR. Den største begrænsning er dog, at teknologien er forbeholdt meget få godkendte motorvejsstrækninger i Tyskland og USA, hvilket gør det irrelevant for langt de fleste kunder.
Se også: Test og anmeldelser af elbiler
Skifter spor til “Tesla-modellen”
I stedet satser Mercedes-Benz nu alt på et nyt ”Level 2++”-førerassistentsystem under navnet Drive Pilot Assist. Det nye system minder til forveksling om Teslas Full Self-Driving (Supervised). Mercedes-Benz’ biler kan altså køre selv fra A til B i byer, på landeveje og på motorveje, men føreren skal holde øje med vejen og være klar til at gribe ind.
Mercedes-Benz har med andre ord øjnet, at denne ”Tesla-model” har langt større kommercielt potentiale. Mens ægte selvkørende biler (Level 3, 4 og 5) kæmper med lovgivning og teknik, kan de simplere systemer som Teslas, der er betinget af, at føreren til enhver tid er klar til at gribe ind, rulles ud meget bredere og hurtigere.
Netop det ses tydeligt hos Tesla, der netop nu står på tærsklen til at få godkendt deres FSD-system uden opsyn i Europa. Aktuelt giver Tesla prøveture på teknologien i Danmark, og modtagelsen har været overvejende positiv sammenlignet med de meget simple førerassistentsystemer, som øvrige biler i dag anvender i Danmark.
Det er lidt af et skulderklap til Elon Musks strategi, at Mercedes-Benz hopper på samme vogn. Det viser sig, at vejen mod den ægte selvkørende fremtid måske alligevel går gennem førerens eget opsyn – i hvert fald indtil videre.
Se også: Nyheder om elbilteknologi
Bedste førerassistentsystemer
I tvivl om hvilke elbiler der har de bedste førerassistentsystemer? Netop dette er noget af det, som Euro NCAP tester – dog kun ud fra et sikkerhedsmæssigt perspektiv. Se de bedste førerassistentsystemer.
Vi anbefaler:
Hvilke elbiler er Bedst i Test?
Se priser på de billigste elbiler
Elbiler med den bedste garanti
Se priser på de billigste elbiler
Kommende elbiler i 2026, 2027 og 2028