MG S6 EV: Ny SUV udfordrer Tesla Model Y
Euro NCAP har offentliggjort SUV’en MGS6 EV, før MG selv har gjort det.
MGS6 EV er en stor SUV i stil med Tesla Model Y, der vil give mere elbil for pengene end mange andre elbiler – her er hvad vi ved om MGS6 EV.
Se også: Kommende elbiler i 2025, 2026 og 2027
Euro NCAP afslører MGS6 EV før tid
MG er på vej med en ny, stor elbil, MGS6 EV, der skal tage kampen op mod Tesla Model Y. Den nye mellemklasse-SUV med en længde på 4,7 meter ligesom Tesla Model Y er bygget på MG’s egen elbilplatform Modular Scalable Platform (MSP) ligesom bybilen MG4 Electric og den mindre SUV MGS5 EV.
MGS6 EV ser ud til at komme i tre varianter:
- Baghjulstræk, 151 kW (205 hk) og et 62,2 kWh LFP-batteri og en rækkevidde på cirka 463 km
- Baghjulstræk 180 kW (245 hk) og et 77 kWh NMC-batteri og en endnu ukendt rækkevidde
- Firehjulstræk (269 kW) med et 77 kWh NCM-batteri og en endnu ukendt rækkevidde
Med en længde på 4,7 meter og en fornuftig akselafstand på 2.835 mm er der god plads til hele familien i den kommende elbil, som endnu ikke er afsløret af MG selv.
Euro NCAP har derimod allerede offentliggjort en test af MGS6 EV, som får 5 ud af 5 stjerner.
Kigger vi udvendigt på MGS6 EV, ser vi MG’s nye, sportslige designsprog med en lav, aerodynamisk front og et udtryk, der fremstår mere tidssvarende end tidligere biler – dog heller ikke meget anderledes end mange andre kinesiske bilmærkers designsprog.
Se også: Alle elbiler fra MG
Discount-SUV udfordrer Tesla Model Y på pris
MG’s elbiler oser på ingen måde af høj kvalitet, men de tilbyder derimod utrolig meget elbil for pengene – både i hatchbacken MG4 Electric, der giver længst rækkevidde til prisen af alle elbiler, og i SUV’en MGS5 EV.
Med MGS6 EV er opskriften ikke anderledes, og det betyder, at MG for alvor kommer til at stille op på et reelt alternativ til Tesla Model Y og Volkswagen ID.4, som er en tand større end den hidtidige MGS5 EV.
MGS6 EV ventes at blive prissat et sted mellem prisen på MGS5 EV og IM6 – sidstnævnte er dog endnu ikke til salg i Danmark. Da Tesla Model Y i dag fås fra 299.990 kr., og MGS5 EV kan fås fra 229.999 kr., vil en naturlig pris på MGS6 EV være et sted derimellem. Den er nødt til at være væsentligt billigere end Tesla Model Y for at være attraktiv i danskernes øjne, for det er mere eller mindre prisen i forhold til kvaliteten, der er MG’s styrke.
En pris på 250.000 kr. vil gøre MGS6 EV interessant i forhold til Tesla Model Y, men om det er nok til at blive et bedre køb end en Renault Scenic E-Tech Electric med 420 km rækkevidde til 249.990 kr., er knap så sikkert.
MG er foreløbig i 2025 det 17. største elbilmærke i Danmark. En stor SUV, der kan konkurrere med Tesla Model Y og andre populære SUV’er i mellemklassen såsom Volkswagen ID.4, kan hjælpe MG til at sælge endnu bedre. MG er dog stadig begrænset af, at danskerne er forbeholdne over for kinesiske elbiler.
Se også: Test og anmeldelser af elbiler
Perspektivering
Der findes mange SUV’er i mellemklassen i Danmark. Sammenlign alle SUV’er i Danmark.
Vi anbefaler:
Sammenlign specifikationer og priser på elbiler
Se priser på de billigste elbiler i Danmark