Ødelæg ikke dit bakkamera: Sådan fjerner du snavs korrekt

Det våde vintervejr gør de fleste bakkameraer ubrugelige på grund af snavs og salt. Vi guider dig til, hvordan du rengør bilens bakkamera på den bedste og korrekte måde.

Ødelæg ikke dit bakkamera: Sådan fjerner du snavs korrekt

Det er mørkt, det regner, og vejene er smurt ind i salt og er sjappede. Når du sætter bilen i bakgear, bliver du mødt af et plettet og utydeligt billede på skærmen i stedet for et klart udsyn. Det er en vinterklassiker for danske bilister.

Men der er heldigvis hjælp at hente.

Se også: Sammenlign elbiler på pris og kvalitet

Vinteren blænder din bil

Uanset om du kører i en billig bybil eller en dyr luksusbil til over en mio. kr., er problemet det samme. Så snart efteråret og vinteren rammer Danmark, bliver bakkameraet bilens måske mest udsatte del.

Turbulensen bag bilen suger vand i luften, vejsalt og snavs op, som sætter sig direkte på den lille kameralinse. Resultatet er, at en af bilens vigtigste sikkerhedsfunktioner ofte er sat ud af spillet, netop når du har mest brug for den i mørket.

Rengøring af bagkameraet gør underværker – her på en Renault 4 E-Tech Electric, som dog ikke ligefrem har et af de bedste bakkameraer på markedet. Foto: Mobilsiden.dk

Mens nogle få bilmærker gemmer kameraet bag et logo, der vipper op, sidder linsen på langt de fleste biler helt blottet. Men der findes faktisk flere løsninger på problemet – og den ene har du måske allerede installeret uden at vide det.

Se også: Test og anmeldelser af elbiler

Den skjulte løsning, du måske har overset

Mange moderne biler er faktisk udstyret med en indbygget løsning til problemet, som overraskende få bilister kender til.

Biler fra Volkswagen-koncernen, der har en visker på bagruden, har som regel også en lille dyse dedikeret til at rengøre bakkameraet. Rengøringen af bakkameraet aktiveres automatisk, når du aktiverer sprinklervæsken til bagruden.

Dette får ofte en separat dyse ved selve kameraet til at spule linsen ren med højt tryk. Tjek din bils manual eller prøv det af næste gang, du holder parkeret. Det kan spare dig for mange ture ud af bilen med en klud.

Se også: Priser på de billigste elbiler i Danmark

Giv kameralinsen en “regnjakke” på

Hvis din bil ikke har en indbygget vasker, eller hvis snavset sidder for godt fast, er der hjælp at hente i den store verden af bilplejeprodukter.

Et meget populært råd blandt bilentusiaster er at bruge en såkaldt “mirror coat” eller nanoforsegling, der er lavet til sidespejle og kameraer. Produkter såsom Soft99 Glaco Mirror Coat Zero eller Rain-X Rain Repellent lægger en usynlig hinde på linsen.

Effekten er, at vand og snavs preller af overfladen i stedet for at tørre ind. Det betyder, at vanddråber ikke bliver siddende og forvrænger billedet, og at mudder har sværere ved at få fat.

Vær dog opmærksom på, at denne type belægning ikke holder evigt. En tur i vaskehallen eller fysisk aftørring med en klud kan fjerne beskyttelsen, så det kræver, at man genbehandler linsen med jævne mellemrum gennem vinteren.

Se også: Kommende elbiler i 2026, 2027 og 2028

Den hurtige løsning i handskerummet

Når teknikken driller, og coatingen er slidt af, er der ingen vej uden om den manuelle rengøring.

Her er det en god idé altid at have en pakke vådservietter liggende i bilen. De opløser hurtigt den fedtede hinde af trafikfilm og salt, som regnvand alene ikke kan klare.

Pas på med bare at bruge tommelfingeren til at gnubbe linsen ren, når du går forbi bilen. Sandkorn fra vejen sidder i snavset, og når du gnider det rundt med fingeren, risikerer du at lave mikroskopiske ridser i linsen.

Over tid vil disse ridser gøre billedet permanent tåget – også om sommeren. Brug derfor altid noget vådt eller en blød mikrofiberklud, så du løfter snavset væk i stedet for at ridse det ned i glasset.

Vi anbefaler:
Test og anmeldelser af elbiler