Billig elbil overrasker: Første kig på Renault Twingo
Renault puster nyt liv i et ikon med den kommende Twingo E-Tech Electric. Den lille bybil kombinerer et charmerende retrodesign med en aggressiv pris, der forventes at lande på under 150.000 kroner, når den kommer til Danmark i maj.
Se også: Se alle elbiler fra Renault
Charme og retro i bybilledet
Det første, der rammer én ved den nye Twingo, er det legesyge design. Renault har fundet direkte inspiration i den originale model fra 90’erne og skabt en bil, man bliver oprigtigt glad af at kigge på.
Med en længde på blot 3,79 meter og en imponerende lille venderadius på under 10 meter er den som skabt til byens snævre gader. Især i den iøjnefaldende grønne farve fremstår bilen som et friskt pust, der skiller sig ud fra mængden med sine ikoniske træk.
Se også: De billigste elbiler i Danmark

Under overfladen gemmer bilen på en elmotor med 82 hk og et nyt LFP-batteri på 27,5 kWh. Det sikrer en rækkevidde på 263 km, hvilket er mere end rigeligt til hverdagens bykørsel og pendling.
En tur sydpå i sommerferien er Twingo dog ikke just den optimale elbil til på grund af batteristørrelsen.
Selv en tur tværs over landet i de kolde måneder, vi befinder os i nu, vil kræve en del tålmodighed ved lynladerne. Her tager en opladning fra 10 til 80 procent 30 minutter, hvilket kan føles som lang tid på en motorvejstur i frostvejr. Hjemmeopladningen sker med 11 kW.

Se også: Sammenlign priser og specifikationer på små elbiler
Designet løfter det billige indtryk
Selvom der er tale om en lille bil i det såkaldte A-segment, er kabinen overraskende rummelig. Faktisk er der mere benplads her end i den større Renault 5, og den føles på niveau med Renault 4.
De fleksible bagsæder kan skubbes frem og tilbage, hvilket giver en unik mulighed for at prioritere mellem passagerer eller bagageplads efter behov.

Godt nok oser den ikke af premium i kabinen, og man finder masser af hård plastik, da det er her og på batteriet, at prisen er holdes nede. Men Renault viser igen, at de er detaljeorienterede og gør meget ud af designet.

Det gennemtænkte design inde i Twingo løfter helhedsindtrykket så meget, at selve materialekvaliteten får mindre betydning. Selvom infotainmentskærmen kan virke en smule eftermonteret og kvaliteten her er lavere end i de dyre modeller, føles byggekvaliteten stadig fornuftig for prisklassen.
Og så er det jo skønt at se, at der er fysiske knapper og drejehjul til nogle af de vigtigste funktioner, som klimastyring, sædevarme, blæserhastighed og flere andre.

Moderne teknologi til den billige hverdag
Topmodellen, som nok lander et sted mellem 150-160.000 kr. kommer desuden med Google Built-in, så man har adgang til Maps, Gemini og appbutik direkte på den 10 tommer store skærm.
Renault har prioriteret sikkerheden højt og udstyret bilen med op mod 24 forskellige førerassistentsystemer, hvilket gør den til en af de bedst udstyrede minibiler på markedet.

Alternativer til Renault Twingo E-Tech Electric
Alt i alt fik vi dog et utrolig positivt første indtryk af Twingoen. Med kombinationen af en lav pris, et lækkert design og en høj grad af praktikalitet kan den meget vel gå hen at blive et kæmpe hit på det danske marked.
Her er de bedste alternativer til Renault Twingo E-Tech Electric:
- Citroën ë-c3
Bedømmelse: 74/100 (god)
Pris: 139.900 kr. - BYD Dolphin Surf
Bedømmelse: 75/100 (god)
Pris: 149.995 kr. - Hyundai Inster
Bedømmelse: 75/100 (god)
Pris: 169.995 kr.
Vi anbefaler:
Test og anmeldelser af elbiler
Disse elbiler er Bedst i Test
Kommende elbiler i 2026, 2027 og 2028