Ny Skoda Epiq ruller af båndet: Kom med bag kulissen

Skoda har officielt trykket på startknappen til produktionen af den nye elbil Epiq. En ny video tager os med helt ind på fabrikken, hvor den samles.

Ny Skoda Epiq ruller af båndet: Kom med bag kulissen

Skoda har nu officielt trykket på startknappen til produktionen af deres hidtil mindste og billigste elbil, Skoda Epiq.

En helt ny, interessant video tager nu nysgerrige sjæle med bag lukkede døre på fabrikken, hvor vi kan se den blive bygget.

Se også: Test af Skoda Epiq

Skoda Epiq går i produktion – sådan ser det ud

I stedet for at blive bygget på de vante tjekkiske anlæg, ruller den nye Epiq ud fra Volkswagen-koncernens store Navarra-fabrik i Pamplona, som ligger i det nordlige Spanien.

Det er en historisk begivenhed, da det markerer den allerførste Skoda-model nogensinde, som bliver produceret på spansk jord.

At produktionen er placeret netop her, er strategisk velovervejet. Bilgiganten Volkswagen samler nemlig hele sin nye familie af kompakte elbiler under samme tag, hvilket betyder, at Epiq skal dele samlebånd med blandt andet Cupra Raval og Volkswagen ID. Polo.

På fabrikken i Pamplona arbejder næsten 5.000 ansatte, som samler både traditionelle benzinbiler og de nye elbiler på nøjagtig samme produktionslinje.

Masser af praktisk elbil til overkommelig pris

Selvom Skoda Epiq blot måler knap 4,2 meter i længden, giver den nye MEB+-platform rigtig god plads i bilen. Det betyder, at den kompakte SUV byder på en usædvanlig rummelig kabine og et bagagerum på hele 475 liter.

Bilen bliver tilgængelig i flere forskellige konfigurationer, hvor basismodellen lægger ud med et LFP-batteri på 37 kWh og en startpris i Danmark på ekstremt skarpe 189.995 kroner.

Hvis man opgraderer til Epiq 55, får man et større NMC-batteri på 52 kWh, der har en rækkevidde på op til 435 kilometer samt en mere kraftfuld motor med 211 hestekræfter til 219.995 kroner.

Se også: Alle elbiler fra Skoda i Danmark

Den perfekte elbil i den billige klasse?

Det er enormt fascinerende at se robotterne og de mange ansatte i videoen transformere råt metal til færdige biler, men produktionens start markerer også noget langt vigtigere.

Det viser, hvordan Volkswagen-koncernen for alvor ruster sig til den massive bølge af billige kinesiske elbiler, der skyller ind over Europa lige nu.

Epiq bliver uden tvivl en helt afgørende bil for Skoda på det danske marked. Med en startpris på under 190.000 kroner rammer den lige ned i et prissegment, som de private bilkøbere efterspørger.

Konkurrencen er stor, men Epiq har hvad der skal til, for at blive en succes: Den er en SUV, den er kompakt og alligevel rummelig, prisen er skarp, den bruger enkel i brug og så er den en Skoda – et mærke, som er populært i Danmark.

Se også: Her er de billigste elbiler i Danmark