Ny Tesla Model Y lanceret: Længere rækkevidde og nyt interiør
Ud af det blå har Tesla løftet sløret for en ny udgave af Model Y, som kommer meget tidligere end forventet. Den nye Model Y byder på flere forbedringer, som du kan læse mere om herunder.
Se også: Sammenlign ladeløsninger til elbiler
Sådan er den nye Tesla Model Y forbedret
Egentlig skulle den nye Model Y først lande til næste år, påstår rygterne. Og mon ikke også det kommer til at ske, for der er i denne omgang ikke tale om udvendige designændringer, som vi så med den nye Tesla Model 3.
Men hvad er så nyt? Først og fremmest får basismodellen af Model Y og Long Range en længere rækkevidde. I første omgang er modellen kun lanceret i Kina, hvor de oplyser rækkevidde efter CLTC. Typisk er CLTC tallene cirka 15 procent højere end WLTP. I Kina får basismodellen 9 km længere rækkevidde og Long Range 28 km.
Der er også forbedringer til ydeevnen, hvor den billigste Model Y bliver betydeligt hurtigere ud af starthullerne. Den går fra 0-100 km/t på 6,9 til 5,9 sekunder.
Den nye Model Y fås udelukkende med sorte fælge, hvor den tidligere havde grå Gemini-fælge.
Indvendigt er der også nyt. Ligesom i Model 3 har den nye Model Y ambientbelysning i kabinen. Det træ-lignende panel i cockpittet er udskiftet med et nyt, der ser mere moderne ud.
Performance-modellen byder udelukkende på forbedringerne i kabinen.
Se også: Kommende elbiler
Samme pris på ny Tesla Model Y
Den nye Model 3 steg 10.000 kroner i pris for hver variant, men det ser ikke ud til at ske med den nye Model Y.
I Kina er priserne på den nye Model Y præcis den samme som tidligere. Så her får man altså længere rækkevidde, hurtigere acceleration og interiørforbedringer uden en merpris.
Om den nye Model Y vil have samme startpris fra 382.490 kroner er endnu uvist – og vi ved heller ikke, om Tesla rent faktisk introducerer de to nye Model Y i Europa.
Se også: Se ifs tilbud på elbilforsikring