Slut med nedtur: Tesla genfinder formen efter krise
Efter et brutalt år med faldende salg og massiv modvind blæser der nu nye, positive vinde over Tesla i Europa, tyder det på. Nye tal viser nemlig, at den amerikanske elbilproducent endelig oplever solid fremgang igen.
Se også: Test af elbiler
Tesla i forrygende comeback efter hårdt år
Salget af Tesla’er i Europa er begyndt at stige markant efter en længere periode med salgsnedgang. I april måned steg antallet af registreringer med hele 46,5 procent sammenlignet med samme periode sidste år.
Fremgangen er særligt udtalt i EU, hvor væksten i april rundede imponerende 67 procent, hvilket følger i slipstrømmen på stærke takter i de foregående måneder. Det markerer et tiltrængt og synligt vendepunkt for selskabet.
Væksten skal dog ses i lyset af, at Tesla kommer fra et historisk svagt udgangspunkt. Mens det generelle europæiske bilmarked voksede i løbet af 2025, kæmpede Tesla med faldende salgstal.
Nu nyder producenten godt af et generelt opsving på det europæiske elbilmarked, som blandt andet er drevet af fornyede tilskudsordninger og stigende brændstofpriser.
Se også: 10 grunde til ikke at købe en Tesla
Sådan klarer Tesla sig i Danmark
Den europæiske tendens afspejler sig også på hjemlige breddegrader, selvom det danske marked har ændret sig en smule. Fra tidligere at have været den absolutte topsællert hver eneste måned, er Tesla Model Y faldet en smule ned på ranglisten over danskernes favorit-elbiler. Men det betyder absolut ikke, at den populære SUV er ude af kapløbet.
Model Y sluttede således 2025 som den tredjemest solgte elbil i Danmark, og i 2026 har den indtil videre været at finde i top 10 hver evig eneste måned.
Danskerne foretrækker i øjeblikket konkurrenter som Toyota bZ4X, Skoda Elroq, Skoda Enyaq, Volkswagen ID.4 og Audi Q4 e-tron, men Tesla bider sig stadig godt fast i markedet.
Se også: De mest solgte elbiler i Danmark
Kinesisk gigant spøger i kulissen
Selvom Tesla igen kan fremvise pæne vækstrater i Europa, kan de ikke vide sig sikre på tronen. Den største udfordring kommer fra Kina, hvor bilgiganten BYD for alvor buldrer frem.
BYD oplevede en massiv salgsfremgang på over 114 procent i april, hvilket svarer til mere end det dobbelte af Teslas samlede europæiske salg i samme måned.
Det skyldes ikke mindst, at kineserne angriber markedet med mindre og billigere bilmodeller samt plug-in hybrider, som rammer bredere end Teslas nuværende modelprogram.
Tesla formår stadig at tiltrække masser af købere, men det bliver en større og større udfordring for Tesla, at de ikke har en mindre og billigere elbilmodel i deres sortiment.