10 grunde til ikke at købe en Tesla

Der er gode grund til at købe en Tesla, men der også god grund til at kigge andre veje. Læs om 10 velkendte problemer, og hvorfor du måske bør undgå Tesla.

10 grunde til ikke at købe en Tesla

Hvilke problemer er der typisk med elbiler fra Tesla? Hvilke gode grunde er der til ikke at købe en Tesla? Det er netop, hvad vi kigger nærmere på i denne artikel, hvor vi giver 10 gode grunde til, hvorfor du ikke skal købe en Tesla.

Se også: 10 gode grunde til at købe en Tesla

Ulemper og problemer med Tesla

Med store prisnedsættelser på deres to billigste elbiler, Model 3 og Model Y, er Tesla hurtigt blevet Danmarks mest populære bil. De lavere priser har betydet, at mange danskere har skiftet deres gamle bil ud med en elbil fra Tesla. De sidste tre måneder har Model Y været den mest solgte bil i Danmark overhovedet.

Der hersker da heller ikke tvivl om, at man får meget elbil for pengene hos Tesla. Men det betyder ikke, at der ikke er problemer, ulemper og andre udfordringer med Teslas elbiler.

Her på mobilsiden.dk har vi testet 31 elbiler og prøvekørt en lang række af de allernyeste modeller, herunder flere Teslaer. Elbilerne testes i en hel uge, hvor de grundigt bliver gennemgået med lys og lygte, og hvor de erstatter vores egne privatbiler. På den måde finder vi frem til begrænsninger, mangler og irritationsmomenter, der naturligt opstår, når man lever med en bestemt bil. Det hele ender ud i en stor og grundig test af hver elbil, hvor vi bedømmer dem efter 10 kvalitetsparametre.

På baggrund af vores oplevelser erfaringer har vi lavet “10 grunde til ikke at købe en Tesla”. Men hvad er det for nogle ting, der generelt ses som de største ulemper og problemer med Tesla? Det kan du læse mere om nedenfor.

Se også: Test af elbiler

Softwarefejl og problemer med musikstreaming og andre apps

Tesla-ejere føler sig ofte som betatestere af ny software. Der kommer tit softwareopdateringer til Tesla, men der er desværre også tit fejl i dem. Lige nu har mange ejere problemer med musikstreaming via Spotify og Apple Music, hvor deres apps fryser. Næste opdatering kan introducere andre fejl, som man bliver nødt til at leve med, indtil Tesla fikser dem.

Ingen Apple CarPlay og Android Auto

Nogle af ovenstående problemer kunne man undgå, hvis Tesla understøttede Apples og Googles softwareplatforme til biler, Apple CarPlay og Android Auto. Manglen på disse regnes for mange som et af de største mangler ved Teslas biler.

Med Android Auto eller Apple CarPlay får man en sømløs oplevelse med en velkendt brugerflade og adgang til alle de apps, som man bruger og foretrækker på sin telefon.

Alt foregår på skærmen

Elbiler fra Tesla ser indbydende ud med deres stilrene og minimalistiske interiør uden genvejsknapper. Det har dog den ulempe, at den store infotainmentskærm eller den digitale assistent skal bruges til styring af alt i bilen.

Indstilling af spejle, rat samt styring af klima og andre basale funktioner skal man trykke rundt på skærmen for at styre – og det er ikke altid optimalt. Det kan desuden være farligt at bruge skærmen under kørsel.

Intet 36o graders kamera

En af de største mangler og mest efterspurgte funktioner i Teslaer er et rigtigt 360 graders kamera. I de fleste andre nye biler er der mulighed for, at man kan se bilen og omgivelser i fugleperspektiv, hvilket gør parkering meget lettere.

Der bør være et ægte 360 graders kamera i Teslas biler, men det er der desværre ikke.

Se også: Sammenlign specifikationer på elbiler

Upålidelige automatiske vinduesviskere og lys

Adskillige softwareopdateringer har været rullet ud, men der er fortsat problemer med de automatisk lys og vinduesviskere på Teslaer. Har en Tesla blinket af dig eller er har du set vinduesviskerne gå i turbofart på en solskinsdag? Så er det noget, som mange Tesla-ejere kender alt for godt.

Tesla har endnu ikke kunnet få deres automatiske vinduesviskere og lys til at fungere optimalt.

Ingen mulighed for sæder med ventilation

På en varm dag med en lang køretur er det fantastisk med ventilation i sæderne. Mange andre bilproducenter har elbiler, hvor man kan få sæder med ventilation. Desværre er det ikke standard i Teslaer, og man kan heller ikke købe sig til det.

Skuffende bygge- og materialekvalitet

Det her er nok den mest kendte, når det handler om problemer med biler fra Tesla. Man finder utallige forumopslag og artikler, der handler om samlekvaliteten på Teslaer. Det gælder både den billigste og topmodellen Tesla Model S Plaid.

Godt nok er prisen faldet på Model 3 og Model Y, men det er stadig biler med priser fra 300.000-400.000 kroner. Der er alt for mange fejl i samlingerne, og kvaliteten af materialerne matcher ikke prisen. Derfor advares der tit om, at skal man være ekstra opmærksom på disse fejl, når man skal hente en ny Tesla fra forhandleren.

Fantomopbremsninger

Fantomopbremsninger er ikke noget nyt, når det kommer til elbiler fra Tesla. Det tyder dog på, at det kun bliver værre.

Efter at Tesla har skiftet radarer ud med kameraer (for at spare på omkostningerne) er der rapporteret om langt flere fantomopbremsninger. Og det er altså ikke noget, der øger trygheden til bilen – specielt når man ofte har hele familien med.

Intet førerdisplay/head-up display

Man bruger den store infotainmentskærm til alt i Teslas bedst sælgende elbiler, Model Y og Model 3. Det betyder også, at man bruger skærmen i midten som erstatning for en førerskærm.

Du får altså ikke den velkendte førerskærm foran dig, der viser hastighed, batteristatus, blinklys og meget andet, som man kender fra andre biler. Der er heller ikke mulighed for et head-up display, der ville gøre det lettere at undvære førerskærmen.

Dyrere at forsikre

Godt nok er prisen på Teslas elbiler faldet meget, men det er vigtigt at vide, at forsikring af en Tesla ofte er meget dyrere end elbiler fra andre mærker.

Det handler om hestekræfter, køreadfærd, alder og meget andet, når der skal fastsættes en pris på forsikring. Det korte af det lange er, at forsikring af en Tesla kan være rigtig dyrt.

Der er også fordele ved en Tesla

Ovenover kan du se ti grunde til ikke at købe en Tesla. Det betyder selvfølgelig ikke, at alle skal undgå at købe elbiler fra Tesla, men blot at der er ulemper og problemer. Der er på den anden side også fordele ved Teslaer – og dem kigger vi nærmere på i denne artikel.

Se også: Få billigste forsikring af elbil hos If