Tjek dette irriterende problem, før du køber ny bil
Rigtig mange moderne biler og elbiler er udstyret med smarte head-up display, der viser hastigheden og navigation i forruden.
Men et overraskende problem kan gøre den dyre funktion tæt på ubrugelig hen over sommeren.
Se også: Kommende elbiler i 2026, 2027 og 2028
Solbriller med polariserende filter skaber problemer
Mange bilister betaler gerne ekstra for at få solbriller med et polariserende filter. Og det giver rigtig god mening – især i i trafikken.
Filteret fjerner nemlig det skarpe og generende genskin fra våde veje, vandpytter eller spejlinger fra andre biler ved at fungere som et mikroskopisk, lodret gitter, der blokerer for de flade, vandrette lysbølger, som refleksionerne består af.
Det giver ro til øjnene på de lange ture, men netop denne smarte brilleteknologi er head up displayets værste fjende.
Se også: Disse elbiler er Bedst i Test
Lyset bliver simpelthen filtreret væk
Et head-up display fungerer ved at projicere et digitalt billede op på indersiden af bilens forrude.
Når lyset fra skærmen rammer glasset og spejles tilbage i dine øjne, bliver det polariseret.
Når du tager dine dyre, polariserede solbriller på, gør de præcis det, som de er bygget til. De blokerer for den type refleksioner.
Det fører til, at fartpiloten, navigationen og hastigheden i forruden stort set forsvinder fra dit synsfelt.
Det er et velkendt problem på tværs af bilmærker og debatteres ofte livligt i Facebook-grupper for alt fra Volkswagen og Skoda til Zeekr.
Se også: Statistik og salgstal på elbiler i Danmark
Husk brillerne til næste prøvekørsel
Løsningen er simpel, men kan være ret frustrerende. Du er nemlig nødt til at køre med solbriller uden polariserende filter.
Har du allerede investeret i dyre solbriller med både styrke og polarisering, kan det derfor blive en uventet og dyr affære at skulle købe et ekstra par udelukkende til køreturen.
Næste gang du skal ud at prøvekøre en ny elbil, er det derfor en rigtig god idé at tage dine faste solbriller med.
Sæt det på din tjekliste for at finde ud af, om du overhovedet kan aflæse bilens head-up display med solbrillerne på.