Toyota vil tredoble produktionen af elbiler i 2025
Toyota er fortsat verdens største bilproducent, men når det kommer til rene elbiler (BEV), er den japanske producent milevidt efter de største spillere. I 2022 solgte Toyota beskedne 24.000 elbiler, og i år har producenten et mål om at sælge 150.000 elbiler.
Sådan lyder det fra den japanske avis Nikkei, der også kan afsløre, at Toyota skruer gevaldigt op for sine ambitioner om at producere elbiler i store mængder.
Se også: Bliv klogere på opladning af elbil via ladeboks
190.000 elbiler næste år – 600.000 i 2025
I forvejen har Toyota ifølge oplysningerne et mål om at producere 190.000 elbiler i 2024. Det nye mål fra Toyota lyder på 600.000 elbiler i 2025 – altså fire gange som mange som det forventede 2023-salg og tre gange så mange som 2024-produktionsmålet.
Hidtil har Toyota, ligesom flere andre japanske producenter som Honda, Suzuki, Mazda, Nissan, Mitsubishi og Subaru, ikke satset alt på elbiler. Særligt Toyota har brugt enorme summer og tid på at fremme brintteknologien. Af samme grund fås også brintbilen Mirai også i Danmark, men den er hidtil kun blevet solgt i 132 eksemplarer.
Netop brint lader dog ikke til at være løsningen herhjemme i Danmark. De sidste brintstationer, der var tilbage i Danmark, er for nylig lukket. Selv om Toyota har noget større succes med brintteknologien i mange andre lande end herhjemme, lader de forhøjede produktionsmål altså til at indikere, at Toyota begynder at prioritere elbilteknologien højere.
Se også: Se priser, specifikationer og billeder af Toyotas elbiler
Stadig længder efter Tesla
600.000 elbiler i 2025 lyder af meget, og det er det i og for sig også. Men selv hvis Toyota når op på 600.000 producerede elbiler om året i 2025, er japanerne langt efter det produktionstal, som Tesla allerede i dag er oppe på.
I 2022 producerede Tesla i omegnen af 1,31 mio. elbiler – og det tal ventes kun at blive højere i år.
Toyota kan dog glæde sig over fortsat at være verdens største bilproducent. Den producerede hele 10,6 mio. biler i 2022, og af disse har elbiler altså udgjort en utrolig lille brøkdel. Salget af hybrider og plugin-hybrider går til gengæld markant bedre. I 2022 solgte Toyota 2,73 mio. elektrificerede biler – altså enten rene elbiler (BEV), hybrider (HEV) eller plugin-hybrider (PHEV).
Toyota har i dag bZ4X og de elektriske erhvervskøretøjer Proace Electric, Proace City Electric, Proace City Verso og Proace Verso på det danske marked. Siden maj 2021 har Toyota dog kun solgt 1.230 elbiler i Danmark. Til sammenligning har Tesla solgt 19.486 elbiler i samme periode.
I Kina sælger Toyota også modellen bZ3, som er produceret i samarbejde med BYD. Over de kommende år ventes også at komme modellerne Z1, bZ2, bZ2X, bZ3X, bZ4, bZ5 og bZ5X.
Se også: Find bedste elbil til hele familien