Vild udvikling: Bilsalget falder i EU, men elbilerne stormer frem
Elbilerne fortsætter med at vinde fremgang i Europa, selvom det samlede bilmarked oplever tilbagegang.
Januar 2026 bød på faldende bilsalg i EU, men elbilerne kørte stik mod strømmen med en imponerende vækst og øget markedsandel.
Se også: Kommende elbiler i 2026, 2027 og 2028
Bilsalget falder, men elbilerne kører derudad
I januar 2026 faldt det samlede nybilsalg i EU med 3,9 procent sammenlignet med samme måned sidste år. Men kigger man isoleret på elbilerne, er historien en helt anden.
Her blev der ifølge bilproducenternes sammenslutning ACEA indregistreret 154.230 nye fuldelektriske biler i EU i årets første måned.
Det svarer til en markant fremgang på hele 24,2 procent i forhold til januar året før.
Samtidig nåede elbilernes markedsandel i EU op på 19,3 procent, hvilket er en mærkbar stigning fra blot 14,9 procent i januar 2025. Næsten hver femte nye bil i EU er derfor nu en elbil.
Se også: Test og anmeldelser af elbiler
Volkswagen i front, men rivalerne nærmer sig
Når vi ser på de enkelte bilmærker, startede Volkswagen 2026, hvor de slap 2025: Helt i top.
Volkswagen fastholdt sin førsteplads med 17.230 solgte elbiler i januar, viser tal fra Dataforce.
Dog måtte det tyske mærke notere en tilbagegang i salget af elbiler på 16 procent i forhold til sidste år.
Lige i hælene finder vi Renault, som leverede et markant spring på hele 64 procent.
Med 14.447 indregistrerede elbiler rykkede franskmændene fem pladser frem til en samlet andenplads takket være Renault 5 E-Tech Electric.
På tredjepladsen imponerer Skoda ligeledes. Det tjekkiske mærke løftede deres elbilsalg med vanvittige 91 procent til 14.022 biler, og særligt deres nye Elroq-model tog kegler som Europas mest solgte elbil isoleret set i januar.
Se også: Disse elbiler har længst rækkevidde
Tesla bløder markedsandele, mens Kina presser på
Det er ikke kun Volkswagen, der oplever tilbagegang sammenlignet med for et år siden.
Tesla faldt i januar hele seks pladser ned til en tiendeplads i Europa, da deres samlede salg af elbiler dykkede med 17 procent til 7.794 eksemplarer. Særligt Tesla Model 3 gik voldsomt tilbage.
Imens fortsætter den kinesiske gigant BYD sin offensive fremmarch i Europa.
BYD kørte sig op på en ottendeplads med 8.711 elbiler, hvilket er tæt på en fordobling af deres salg i forhold til sidste år.
Ford kan også være godt tilfredse med sin start på 2026.
Med et salg på 7.102 elbiler har de mere end fordoblet antallet af solgte elbiler og rykket syv pladser op på top 10-listen takket være Puma Gen-E og Explorer.
Se også: De billigste elbiler i Danmark
Danmark trækker fra i elbilræset
Mens det generelle bilmarked bremsede lidt op i store dele af EU, blev der trådt hårdt på speederen i Danmark.
Her steg det samlede bilsalg med 18,2 procent i januar.
Endnu vildere gik det for sig med det danske elbilsalg, som steg med hele 52,7 procent.
Med 10.618 indregistrerede elbiler på de danske veje i årets første måned var mere end 4 ud af 5 nye solgte biler herhjemme en elbil.
Se flere salgstal
Vil du se flere salgstal for elbiler? På Mobilsidens statistikside for elbiler kan du se de mest solgte elbiler i den seneste måned, det seneste år og gennem tiden.
Vi anbefaler:
Hvilken ladeboks og ladeløsning skal jeg vælge?
Garanti på alle elbiler i Danmark