Volkswagen bekræfter: Kæmpe-SUV kan genopstå som elbil
Den nuværende brændstofudgave af Volkswagen Touareg synger på sidste vers og er allerede udgået i Danmark, men modellen er måske slet ikke færdig.
Volkswagens salgschef bekræfter nu over for Autocar, at bilgiganten overvejer at genoplive den store SUV som mærkets nye, fuldelektriske flagskib.
Se også: Alle elbiler fra Volkswagen
Luksus uden prangende logoer
Den konventionelle udgave af Touareg med forbrændingsmotor udgår globalt om få måneder. Det sker efter hele 24 år på markedet, da Volkswagen fremadrettet primært vil fokusere på billigere elbiler med større produktionsvolumen.
Alligevel ser Volkswagens salgschef, Martin Sander, et tydeligt hul i markedet. Han mener, at der stadig er et behov for en luksuriøs bil til de kunder, der ikke ønsker at køre rundt i et decideret premium-mærke.
”Dette marked ligger et sted mellem volumen- og premiumsegmentet og henvender sig til kunder, der ønsker en bil med flot design og god plads samt en meget høj kvalitet og raffinement, men som af den ene eller anden grund ikke ønsker at blive forbundet med et premiummærke,” forklarer Martin Sander.
Se også: De billigste elbiler på vejene i Danmark
Den perfekte bil til byggepladsen
Målgruppen for en kommende elektrisk Touareg – formentlig kaldet ID. Touareg – er ifølge den tyske salgschef velhavende kunder, som samtidig er helt nede på jorden.
Det er typisk folk, der driver deres egen succesfulde virksomhed, men som alligevel foretrækker at holde en relativt lav profil i hverdagen.
”De driver virksomheder, men holder en lav profil. De vil ikke prale. Det er ikke passende at køre op foran deres kunder eller på byggepladsen i en bil som en Porsche Macan,” uddyber salgschefen om tankerne bag det nye flagskib.
Se også: Test og anmeldelser af elbiler
Bliver en kæmpestor elbil
Martin Sander bekræfter desuden, at den potentielle nye elbil uden tvivl vil forblive en stor SUV. Denne biltype udgør nemlig hele 80 procent af salget i det specifikke luksussegment. Den nuværende Touareg er 4,9 meter lang og vil med al sandsynlighed bevare denne størrelse.
Samtidig slår han helt fast, at der udelukkende vil blive tale om en fuldelektrisk udgave.
En mulig ID. Touareg vil sandsynligvis først lande på markedet efter den ventede elektriske Volkswagen Golf – altså en gang i 2028 tidligst.
Den nye flagskibsmodel forventes at blive bygget på Volkswagen-koncernens avancerede SSP-platform, hvor den med stor sandsynlighed vil låne afgørende teknologi fra premium-søskende som Audi og Porsche.
Vi anbefaler:
Find den bedste forsikring til elbil
De billigste elbiler på vejene i Danmark
Priser, leasingtilbud og prøvetur i nyeste elbiler