Volkswagen lover bedre elbiler

Volkswagen indrømmer, at deres første elbiler designmæssigt ikke var gode nok. Læs hvordan de vil gøre det bedre i kommende elbiler.

Volkswagen lover bedre elbiler

Selv om Volkswagen i øjeblikket har stor succes med elbiler i Europa, erkender de nu, at de første modeller var dårligt designet.

Nu lover det tyske bilmærke, at den næste generation af elbiler bliver forbedret på flere områder.

Her kan du læse, hvordan Volkswagen vil forbedre sine elbiler – og hvor vi mener, de bør oppe sig.

Se også: Sammenlign elbiler fra Volkswagen

Volkswagens første elbiler var for dårlige

Volkswagen erkender nu, at deres første elbiler var for mærkelige i designet, for upraktiske og generelt for dårligt gennemtænkte.

Designchef for Volkswagen, Andreas Mindt, fortæller, at fremtidige elbiler fra Volkswagen får nyt design. I stedet for at ligne futuristiske biler skal en elbil fra Volkswagen ligne mere almindelige biler, som forbrugerne bedre kan identificere sig med.

Samtidig har Volkswagen lært meget om designet på elbiler, både i forhold til brugervenlighed og effektivitet, som de lover at rette op på.

I sammer omgang planlægger mærket at droppe de “ID-navnene”, som blev introduceret sammen med elbilerne. I stedet vil de bruge mere klassiske modelnavne, der understøtter brandets identitet, som Golf, Passat, Polo og så videre.

Designeren fra Volkswagen beskriver ikke nærmere, hvornår dette skifte vil ske. Vores forventning er, at det delvist bliver med Volkswagen ID.1, som lanceres i 2027, men bliver helt gennemført i den nye Golf, som forventes at komme året efter.

Se også: Kommende elbiler i 2025, 2026 og 2027

Volkswagen skal forbedre mere end designet

Men der skal mere end blot nyt design til, hvis Volkswagen skal kunne hamle op med konkurrenterne i de kommende år. Herunder kan du læse, hvor vi mener Volkswagen bør forbedre deres elbiler.

Højere interiørkvalitet: Materiale- og byggekvaliteten i en ID.3 og ID.4 er for ringe til prisen. Det er et område, hvor Volkswagen allerede nu er langt efter kinesiske konkurrenters elbiler i samme prisklasser.

Mere brugervenligt cockpit: Det skal være slut med touchknapper, swipe-bevægelser og andre irriterende funktioner, der går voldsomt ud over brugervenligheden. Tilbage skal de velkendte fysiske genvejsknapper, som er simple, sikrere og for alle lette at bruge.

Bedre infotainmentsystem: Volkswagens infotainmentsystem er blevet bedre, men der er stadig langt op til de bedste, som Xpeng, Tesla og Nio. En god softwareoplevelse, en god app til mobilen og softwareopdateringer til elbilen bliver vigtigere og vigtigere for forbrugerne.

Hurtigere opladning: Omkring en halv time tager det i dag at lade en elbil fra Volkswagen fra 10-80 %. Nogle alternativer er i dag nede på 12-13 minutter, og ladetiden bliver kun endnu hurtigere i de kommende år.

Se også: Bedste store elbil til familien under 300.000 kr.

Alternativer til Volkswagen

Volkswagens ID.4 er blandt de mest solgte elbiler i år. Den er på mange områder en virkelig god elbil, men der er plads til forbedring.

Et alternativ, som netop tilbyder nogle af de ting hvor Volkswagen ID.4 ikke gør det godt nok, er Xpeng G6.

Prisen er den samme, men Xpeng G6 har en langt bedre kabine, mere plads, bedre infotainmentsystem og dobbelt så hurtig lynopladning.

Se de bedste SUV’er i alle prisklasser her.

Vi anbefaler:
Hyundai Ioniq 5 – læs mere om den fremragende familie-elbil
Guide til opladning af elbil derhjemme
Priser på de billigste elbiler i Danmark
Se hvilke elbiler der er Bedst i Test
Disse elbiler kommer i 2025, 2026 og 2027