VW lancerer måske en ID.1 GTI – bybil med høj ydeevne
Volkswagen overvejer en GTI-version af den kommende bybil ID.1, der kommer i 2027 og fungerer som en efterfølger til up! GTI.
Over for Autocar vil Kai Grünitz, der er teknisk chef hos Volkswagen, ikke udelukke introduktionen af det, der kan blive en Volkswagen ID.1 GTI.
Han afslører dog, at det afhænger af, hvordan kunderne tager imod den lidt større bybil, ID.2 – en slags efterfølger til Polo, som kommer året før i 2026. Det interessante ved ID.2 er, at Volkswagen allerede har bekræftet, at den kommer i en GTI-udgave.
Både ID.1 og ID.2 vil bruge Volkswagens MEB Entry-platform, som understøtter drivlinjer på op til 170 kW (228 hk). En højtydende ID.1 GTI vil formentlig have et mere sporty design, stivere affjedring og bedre bremser for at håndtere de ekstra kræfter.
Se også: Specifikationer, rygter og billeder af Volkswagen ID.1
Alternativer til Volkswagen ID.1
Volkswagen ID. 1 er lille hatchback i bybilklassen og ventes at få en dansk pris omkring 150.000 kr. Dermed bliver den en af de billigste elbiler i Danmark.
Når ID.1 kommer til salg i 2027, vil der være mange andre billige elbiler at vælge mellem – for eksempel Kia EV1, Renault Twingo E-Tech Electric, Leapmotor T03, MG2, BYD Dolphin Mini, Hyundai Ioniq 2 og Skoda Epiq.
De aktuelt billigste elbiler i Danmark, Citroën ë-c3, Hyundai Inster og Renault 5 E-Tech Electric, koster i dag mellem 179.990 kr. og 184.990 kr. Disse vil falde yderligere i pris og også være gode alternativer til ID.1 i 2027.
En GTI-variant har dog næppe højeste prioritet hos VW, for historisk set har de hidtidige GTX-varianter med høj ydeevne kun udgjort få procent af de respektive modellers salg.
Vi anbefaler:
Alle elbiler fra Volkswagen i Danmark
Kommende elbiler i 2025, 2026 og 2027
Alle elbiler i bybilklassen
Se priser på de billigste elbiler
Test og anmeldelser af elbiler
Hvilke elbiler er Bedst i Test?