Xiaomi YU7 lanceret: Skal overgå Tesla Model Y
I sommeren 2025 vil techgiganten Xiaomi løfte hele sløret for deres første elektriske SUV, men giver allerede nu et indtryk af den. Her er Xiaomi YU7.
Se også: Se alle elbiler i Danmark
De første billeder af Xiaomi YU7
Da Xiaomi tilbage i 2021 afslørede, at de med en milliardinvestering nu ville til at lave elbiler, rystede mange på hovedet. Det er dog gået over al forventning for Xiaomi, der oplever stor succes med deres første elbil, SU7, i Kina.
Xiaomi har netop opjusteret leveringstal for SU7, som de forventer at levere hele 130.000 eksemplarer af i 2025. Senest er Xiaomis sedan blevet rost til skyerne af Jim Farley, der er administrerende direktør for Ford.
Nu er Xiaomi klar til at løfte sløret for deres næste elbil, der er en SUV. Der er her tale om en elbil, som forventes at tage kampen op mod verdens bedst sælgende elbil, Tesla Model Y.
Xiaomi YU7, som SUV’en er blevet døbt, lanceres først i sommeren 2025, men Lei Jun, den administrerende direktør for Xiaomi, har netop frigivet det første billede af bilen.
Xiaomi YU7 er en fem meter lang SUV, der er udstyret med et NCM-battery fra CATL af ukendt størrelse. Bilen vil have en ydeevne på op til 288 kW, står der i lækkede informationer.
Xiaomi YU7 viser et design i stil med SU7, der ser ud til at være meget inspireret af Ferrari Purosangue. I designet på sedanen SU7 har Xiaomi derimod hentet inspiration fra Porsche Taycan.
Xiaomis aktier steg så meget som 3,9 procent i Hongkong, efter ovenstående billede blev delt på det sociale medie Weibo. Aktien er steget mere end 90 procent, siden Xiaomis første bil kom i handlen i marts.
Der er endnu ikke en officiel pris på Xiaomi YU7, men den forventes at koste fra 250.000 yuan. Sjovt nok koster en Tesla Model Y i Kina fra 249.900 yuan.
Xiaomi forventes at udvide salget af elbiler til Europa, men har endnu ikke sat en dato på det. Først og fremmest skal Xiaomi kunne levere biler nok til hjemmemarkedet, hvor der lige nu er lang ventetid på en SU7.
Se også: Test og anmeldelser af elbiler
Perspektivering
Der er fart på udviklingen af elbiler i Kina, hvor en række store producenter oplever enorm succes i hjemlandet. Flere kinesiske mærker satser nu også stort på Europa, hvor vi herhjemme har set flere nye elbilmærker komme til de sidste par år.
Men hvordan ser det ud her i Danmark, hvor flere kinesiske elbilmærker er til stede, og hvor der lokkes med lave priser, høj byggekvalitet og masser af udstyr i deres elbiler?
Som det ser ud lige nu, har danskerne ikke den store interesse i elbiler fra kinesiske mærker. Ikke én eneste kinesisk bilproducent er i nærheden af top-10 over markedsandele i Danmark siden 1. januar 2023.
De kinesiske elbilmærker har stille og roligt fået øget deres markedsandele, men det er hovedsageligt på grund af tre kinesiske producenter, som oplever fremgang i Danmark: BYD, MG og Xpeng. De tre kinesiske producenter har til sammen stået for 5,66 procent af salget af elbiler siden 1. januar 2023.
Læs også: Danskerne gider ikke købe kinesiske elbiler
Vi anbefaler:
Disse elbiler er Bedst i Test
Se priser på de billigste elbiler
Se kommende elbiler i 2024, 2025 og 2026