Rygte: HTC tablet med Android i første kvartal 2011
Der er ikke meget andet end jungletrommerne at gå efter på nuværende tidspunkt, men ifølge komponent-udviklere i Taiwan, har HTC planer om at udvikle en tablet-computer baseret på Googles styresystem Android.
Selskaber som LG, Samsung og Toshiba har allerede meldt ud, at de er på vej med Android-baserede tablet-computere, og efter rygterne at dømme, er HTC også ude efter en bid af denne kage.
HTC har igennem de sidste år vokset sig større og skabt stærkere bånd med operatører verden over. Måske har deres forhold med Google nu vist sig at være så stærkt, at de er klar til at bryde ind på et hidtil ukendt marked og drage fordel af begge selskabers stærke sider.
Rygterne vil vide at denne nye tablet-computer vil være udstyret med Android version 3.
Mobilsiden.dk holder dig opdateret når der kommer en officiel melding.