Rygte: iPhone 12-modellerne lanceres i to etaper
Apple har bekræftet, at lanceringen af iPhone 12-serien bliver nogle uger forsinket, men nu forlyder det, at selv samme lancering kommer til at ske i etaper afhængigt af, hvornår Apple får leveret de nødvendige komponenter.
Det skriver MacRumors på baggrund af en rapport fra Digitimes, som har et indgående kendskab til mange af Apples underleverandører.
Digitimes erfarer fra nogle af Apples underleverandører, at dette års fire forskellige iPhone 12-modeller bliver lanceret i to etaper. Den første etape vil bestå af de to modeller på 6,1 tommer, hvoraf den ene bliver en topmodel (formentlig iPhone 12 Pro) og den anden en almindelig iPhone 12.
I anden fase vil Apple angiveligt lancere den lille variant på 5,4 tommer og den store variant på 6,7 tommer. Sidstnævnte er også en topmodel og bliver formentlig en iPhone 12 Pro Max, mens det endnu er uklart, hvad Apple vil kalde den helt lille iPhone på 5,4 tommer.
Begrundelsen for, at lanceringen nu skulle ske i faser, er at underleverandører af bundkort til de kommende iPhones allerede skulle være begyndt at levere de bundkort til de to 6,1 tommer modeller, mens leveringen af bundkort til modellerne på 5,4 tommer og 6,7 tommer først sker i slutningen af august måned.
De nærmere lanceringsdatoer er endnu uviste, men Apple forsikrede som bekendt i sidste uge, at forsinkelsen kun drejer sig om ”nogle få uger”. Trods forsinkelsen og den mulige lancering i etaper ligesom i 2017 og i 2018 vil Apple med al sandsynlighed fortsat holde en keynote omkring den 10. september, hvor alle fire iPhones – som alle kommer med 5G – bliver præsenteret.
Læs også: Apple bekræfter: iPhone 12 bliver flere uger forsinket
Model | Præsenteret | Til salg i butikkerne |
iPhone 5 | 12. September 2012 | 21. september 2012 |
iPhone 5C | 10. september 2013 | 20. september 2013 |
iPhone 5S | ||
iPhone 6 | 9. september 2014 | 19. september 2014 |
iPhone 6 Plus | ||
iPhone 6S | 9. september 2015 | 25. september 2015 |
iPhone 6S Plus | ||
iPhone 7 | 7. september 2016 | 16. september 2016 |
iPhone 7 Plus | ||
iPhone 8 | 12. september 2017 | 22. september 2017 |
iPhone 8 Plus | ||
iPhone X | 3. november 2017 | |
iPhone XS | 12. september 2018 | 21. september 2018 |
iPhone XS Max | ||
iPhone XR | 26. oktober 2018 | |
iPhone 11 | 10. september 2019 | 20. september 2019 |
iPhone 11 Pro | ||
iPhone 11 Pro Max | ||
6,1 tommer iPhone
6,1 tommer iPhone Pro |
Formentlig omkring 10. september 2020 | Fase 1: Formentlig i løbet af oktober 2020 |
5,4 tommer iPhone
6,7 tommer iPhone Pro |
Fase 2: Formentlig i løbet af oktober 2020 |
Sådan bliver de fire iPhone 12-modeller
Pro-modellerne ventes at blive udstyret med tre bagkameraer med 3x optisk zoom og muligvis 120 Hz opdateringshastighed af skærmene, mens der “kun” vil være to bagkameraer i den ene model på 6,1 tommer og den lille på 5,4 tommer. Det forlyder, at den ene af sensorerne i Pro-modellerne bliver en såkaldt LiDAR-scanner ligesom i iPad Pro (en form for 3D-scanner). Alle fire iPhone 12-modeller får en OLED-skærm for første gang.
Alle modellerne bliver også udstyret med 5G, og både frekvenser under 6 GHz, som teleselskaberne herhjemme udruller i første bølge, og de højere frekvenser kaldet mmWave, skulle være understøttet i alle fire modeller.
Der florerer også løse rygter om mulige priser på iPhone 12-modellerne, som ser ud som følger:
- 5,4 tommer iPhone 12: 649 dollars svarende til cirka 5.849 kroner
- 6,1 tommer iPhone 12: 749 dollars svarende til cirka 6.749 kroner
- 6,1 tommer iPhone 12 Pro: 999 dollars svarende til cirka 8.999 kroner
- 6,7 tommer iPhone 12 Pro Max: 1.099 dollars svarende til cirka 9.299 kroner
Læs også: Slut med ødelagte iPhone-kabler: Flettet ladekabel følger med iPhone 12