Salget af hybrid- og elbiler i Europa steg med over 50 procent i Q4

Salget af hybrid- og elbiler stiger med over 50 procent i Europa i sidste års fjerde kvartal, men repræsenterer stadig en meget lille procentdel af det samlede salg.

Salget af hybrid- og elbiler i Europa steg med over 50 procent i Q4

Hybrid- og elbiler er mere populære end nogensinde før, viser nye tal fra en rapport, udarbejdet af Canalys. Salget af hybrid- og elbilerne steg i fjerde kvartal med over 50 procent i Europa, men de står stadig for en lille del af det samlede bilsalg.

Læs også: Volkswagen vil sælge en kvart million elbiler i 2020

160.000 hybrid- og elbiler solgt i fjerde kvartal 2019

Sidste kvartal i 2019 bød på et overraskende stort salg af hybrid- og elbiler i Europa. Der blev solgt 160.000 af slagsen, hvilket er en stigning på 52 procent. På trods af den store stigning, så er hybrid- og elbilerne stadig en lille procentdel af det samlede salg af biler.

I den periode blev der nemlig solgt hele 3,7 millioner nye biler i Europa, men kun 4,4 procent af dem var med batteri. De nye, billigere og kompakte elbiler skal øge andelen af batteridrevne biler på vejene.

Ser man på hele 2019, så blev der solgt 520.000 hybrid- og elbiler og 15,3 millioner benzin- og dieselbiler.

Se også: Flere nyheder om hybrid- og elbiler

Canalys hybrid og elbiler Q4 2019
Salget af hybrid- og elbiler i Q4 2019 i Europa. Hybrid- og elbilerne stod for 4,4 procent af det samlede salg. 

Billigere mini-elbiler skal friste bilkunderne

De batteridrevne biler er stadig dyrere end benzin- og dieselbiler, både for producenterne og forbrugerne, og generelt har 2019 vist sig at have været et udfordrende år på bilmarkedet. Efterspørgslen efter producenternes nye modeller har været mindre, og fremover vil Coronavirussen også påvirke salget. For producenterne betyder Coronavirussen, at der er mangel på flere nøglekomponenter til bilerne.

Skal forbrugerne overbevises om at købe en elbil, så kommer det til at kræve en indsats fra både producenter, myndigheder og regeringer. Der er allerede kommet nye mindre og billigere elbiler til og året vil byde på endnu flere af slagsen, og det er netop disse der skal friste forbrugerne.

Men med en lav margin på elbilerne, så må man forvente at producenterne sandsynligvis vil prioritere de mere rentable biltyper i tiden fremover.

Læs også: Elbilen Fiat 500 har hurtigopladning og Uconnect 5