Salget af smartwatches stiger trods coronavirus
Mens salget af smartphones har været i frit fald i 1. kvartal på grund af den verserende coronapandemi, ser det modsat fornuftigt ud for salget af smartwatches.
Analyseinstituttet Canalys er nemlig klar med dugfriske tal over salget af smartwatches i første kvartal 2020. Samlet set er der sket en fremgang på 12 % i forhold til samme kvartal sidste år. I alt er der blevet langet 14,3 millioner smart-ure over disken mod 12,7 millioner sidste år.
Huawei oplever stor fremgang
Det er kinesiske Huawei, der kan være mest tilfredse over salget i første kvartal. Den kinesiske producent har nemlig oplevet en årlig vækst på hele 113 % efter at have fordoblet salget af smartwatches fra 1 million i første kvartal 2019 til 2,1 millioner i første kvartal 2020.
Huaweis markedsandel er derfor gået fra kun 7,9 % til 14,9 %. Dermed er Huawei gået fra at være fjerdestørste til nu den næststørste producent af smartwatches. Med til historien hører dog også, at Huaweis smartwatches flere steder har fulgt med, når man har købt en P40-telefon.
Et andet analyseinstitut, IDC, fandt en lignende vækst hos Huawei i kvartalet. Til gengæld var der ifølge IDC ikke en samlet vækst i salget af smartwatches blandt alle producenter, ligesom der er ifølge Canalys.
Læs også: Godt gang i salget af Huaweis smartwatch og fitness trackere
Salget af Apple Watch falder
En producent, der plejer at være i fremgang, er Apple, men det er ikke tilfældet i 1. kvartal 2020. Her går Apple nemlig 13 % tilbage efter at have solgt 800.000 færre Apple Watches i første kvartal 2020 i forhold til samme kvartal året før.
6 millioner solgte Apple Watch og en markedsandel på 46,7 % i første kvartal 2019 er dermed faldet til 5,2 millioner solgte ure og en markedsandel på 36,3 %. Trods tilbagegangen har Apple dog stadig langet 2,5 gange så mange smartwatches over disken som Huawei.
Ifølge Canalys skyldes tilbagegangen for Apple, at forbrugere i Europa og Nordamerika har valgt AirPods frem for Apple Watch som deres ’must have’-tilbehørsprodukt til mobilen.
Producent | Q1 2020: Antal solgt | Q1 2020: Markedsandel | Q1 2019: Antal solgt | Q1 2019: Markedsandel | Årlig vækst |
Apple | 5.2 mio. | 36,3 % | 6.0 | 46,7 % | -13 % |
Huawei | 2.1 mio. | 14,9 % | 1.0 | 7,9 % | +113 % |
Samsung | 1.8 mio. | 12,4 % | 1.2 | 9,6 % | +46 % |
Garmin | 1.1 mio. | 7,3 % | 0.8 | 5,9 % | +39 % |
Fitbit | 0.9 mio. | 6,2 % | 1.1 | 8,9 % | -21 % |
Andre | 3.3 mio. | 22,8 % | 2.6 | 20,8 % | +24 % |
I alt | 14,3 mio. | 100 % | 12.7 | 100 % | +12 % |
Andre producenter, der har oplevet vækst i årets første kvartal trods corona, er Samsung og Garmin. Salget er vokset med henholdsvis 46 og 39 %.
Læs også: Antallet af solgte smartphones i frit fald i 1. kvartal
Sagen videre
Som sagen vendes og drejes, kommer der nye vinkler om emnet. Daniel Søgaard Hald kunne ikke lade sagen ligge. 11/6/2020 publicerede redaktionen fortællingen Godt gang i salget af Huaweis smartwatch og fitness trackere – Klik her og læs artiklen.. Meget er sket siden. Du kan klikke her for sidste nyt i sagen..