Danske priser på Henrik Fiskers eldrevne SUV, Fisker Ocean
Elbileventyret fortsætter for den danske bildesigner Henrik Fisker, som nu har præsenteret en produktionsklar udgave af sin første elbil, Fisker Ocean.
Henrik Fisker har en lang karriere bag sig som anerkendt bildesigner, men i 2016 startede han et nyt kapitel med firmaet Fisker Inc., som designer og udvikler egne elbiler. Med udsigten til at kunne trænge ind på elbilmarkedet med modellen Fisker Ocean har Fisker Inc. rejst hele 1,6 milliarder dollars.
Med kapitalen på plads har Fisker Inc. nu indledt næste skridt. Ved Los Angeles Auto Show tidligere på måneden offentliggjorde Fisker en lang række nye oplysninger om produktionsudgaven af den kommende SUV, Fisker Ocean.
Læs også: Sådan skal elbiler sikre den grønne omstilling
Vil skabe verdens mest bæredygtige elbil
Ambitionerne hos Henrik Fisker er tårnhøje. Fisker har indgået et samarbejde med Magna-Steyr, som skal stå for at producere bilen. Magna-Steyr er en østrisk bilfabrik, der producerer biler på licens for mere end 50 forskellige bilgiganter, herunder Aston Martin, BMW, BYD, Daimler, Ferrari, Ford, Honda, Lucid Motors, Renault-Nissan-Mitsubishi, SAIC, Stellantis, Toyota og Volkswagen.
Produktionen kommer til at foregå på Magnas CO₂-neutrale fabrik i byen Graz i Østrig. Samarbejdet med Magna vil også betyde, at Fisker Ocean anvender en særlig FM29-platform, som er udviklet mellem Fisker og Magna specifikt til Fisker Ocean. Det er en letvægtsplatform af aluminium, som også anvender genbrugt kulfiber, hvortil karosseriet er udført i stål.
Flere steder i Fisker Ocean er der anvendt genbrugsmaterialer. For eksempel er tæpperne i kabinen lavet af fiskenet og plastikflasker og sæderne af genbrugsstof.
På taget af Ocean-SUV’en finder man solceller, som over et helt år kan generere strøm nok til 2.400 kilometer kørsel. Ja, der er faktisk gjort så mange grønne tiltag i Fisker Ocean, at Henrik Fisker ikke tøver med at kalde bilen for den mest bæredygtige elbil, når den kommer til salg.
“Vores mission er at skabe verdens mest innovative og bæredygtige køretøjer til en overkommelig pris, og det hele starter med Fisker Ocean, da vi fuldt ud går ind for en ren fremtid for alle,” siger Henrik Fisker.
Kommer i tre udgaver
Fisker Ocean kommer i tre forskellige varianter:
- Fisker Ocean Extreme
- Fisker Ocean Ultra
- Fisker Ocean Sport
Fisker Ocean Sport er basismodellen, der har et lithium-ion-fosfat-batteri (LFP) fra CATL med en rækkevidde på op til 440 kilometer. Den vil blive drevet af en enkelt elmotor i fronten med 275 hestekræfter. Det giver en acceleration fra 0 til 100 kilometer i timen på 6,9 sekunder.
Modellen Fisker Ocean Ultra har 540 hestekræfter, en rækkevidde på 610 kilometer og accelererer fra 0 til 100 kilometer i timen på blot 4,0 sekunder. Men som navnet på Ocean Extreme indikerer, er den endnu vildere. Den har 550 hestekræfter, en rækkevidde på 630 kilometer og accelererer fra 0 til 100 på 3,7 sekunder. Begge modeller har to elmotorer med firehjulstræk og såkaldte Hyper Range-batteripakker fra CATL
Der kommer også en lanceringsudgave af Fisker Ocean kaldet One, som er Extreme-varianten med nogle æstetiske forbedringer. Den kommer i 5.000 eksemplarer.
Kan reserveres på nettet allerede nu
Henrik Fisker har ladet sig inspirere af Tesla og gjort det let for interesserede at konfigurere sin egen bil på Fiskers hjemmeside. Her vælger man udstyrsniveau, farve, fælge og farve på interiøret. Dernæst er det blot at oprette en konto på Fiskers hjemmeside, og med et despositum på 250 dollars er bilen straks reserveret.
Danske priser på Fisker Ocean
Henrik Fisker har bekræftet, at Fisker Ocean kommer til salg i Danmark og resten af Skandinavien. Dyre udstillingsbutikker er sparet væk. I stedet vil den blive vist frem i billige popup-udstillingsbutikker, blandt andet i København.
Den billigste model, Fisker Ocean Sport, koster 325.000 kroner, hvilket er en utrolig skarp pris. Fisker Ocean Ultra koster 445.000 kroner, mens Fisker Ocean Extreme koster 595.000 kroner. Alle priser er inklusive registreringsafgift og dansk moms.
Henrik Fisker har også bekræftet, at Fisker Ocean kan købes i Danmark til november 2022. Ocean vil udelukkende kunne købes online, hvilket minder om Volvos strategi, hvor udgifter til ansatte og husleje i store bilhuse spares væk. I Danmark og resten af Skandinavien er det værkstedskæden Mekonomen, der skal stå for service af Fisker Ocean.
Læs også: Nyheder om elbiler og opkoblede biler