Apple får stereo-debut med iPad Mini
Den 23. oktober 2012 blev ikke kun dagen, hvor Apple gik med på ‘mini-tablet’-legen. Det blev også den dag, hvor iOS-brugere for første gang kan se frem til stereolyd frem for mono.
Ifølge flere af de anmeldere, der har haft fingrene i iPad Mini, er der således blevet plads til to højttalere i bunden af den nye Apple-tablet. Det gælder blandt andet The Verge, som senere også har tweetet, at det er blevet bekræftet af Apple.
Amazon står bag iPad Mini-konkurrenten Kindle Fire HD, og i første omgang havde firmaet skrevet monolyd ud for den nye Apple-tablet i et sammenligningsskema med de to produkter. Denne detalje er dog sidenhen blevet fjernet, skriver macrumors.com.
De andre modeller i Pad-porteføljen er kun udstyret med en enkelt højttaler. Det samme gælder iPhone-serien.