Den nye iPad har ikke varmeproblemer
Den seneste uges tid er nettet gået i selvsving over varmeproblemer i den nye iPad – ja, selv den amerikanske forbrugerorganisation Consumer Reports har været med i hylekoret, efter at de fik klemt temperaturen på en iPad op på 46 grader, ved at presse den med 3D-spillet Infinity Blade II i 45 minutter, mens den ladte op i en stikkontakt.
Men. Det viser sig nu, at iPad’en måske slet ikke er den værste synder. I hvert fald ifølge det amerikanske magasin Wired, der har sammenlignet varmen fra en iPad med fem andre tablets. Og her ligger den nye iPad lige i midterfeltet.
Wired har testet temperaturen på seks tablets ved at afvikle 3D-spillet Dead Space i op til 45 minutter på hvert tablet. Dead Space er valgt, fordi det kan afvikles på både iPad, Android og BlackBerry. Og her er resultatet:
1. Asus Transformer Prime (36,6 grader)
2. Kindle Fire (35,5 grader)
4. Den nye iPad (34,4 grader)
5. iPad 2 (33,8 grader)
6. Acer Iconia Tab A200 (32,2 grader)
Du kan læse hele undersøgelsen her.
Den amerikanske – ganske uvidenskabelige – undersøgelse stemmer i øvrigt meget godt overens med T3-redaktionens erfaringer med den nye iPad. Den bliver varm, bevares, men forvent ikke at stege æg på den …
Har du fået fingrene i den nye iPad og har du oplevet varmeproblemer? Skriv med i kommentarfeltet nedenfor.