iPad overhalet af Android-tablets ifølge IDC
Ifølge analysehuset IDC, så blev Apples iPad efter flere års dominans overhalet af Android-tablets i årets første kvartal. Her endte Android-tablets med at have en markedsandel på 56,5 procent i forhold til 39,6 procent til iPad. Det skriver epn.dk.
– Apples regnskab ikke så slemt som ventet
Tallene var nærmest omvendt samme kvartal sidste år – her sad Apples iPad på 58,1 procent af markedet og Android kun på 39,4 procent. Dermed har Android-platformen haft en massiv stigning på omkring 247,5 procent.
Tablet-markedet har generelt også haft en kæmpe vækst i årets første kvartal, ifølge IDC blev der i alt solgt 49,2 millioner enheder, hvilket var flere end der blev solgt i første halvdel af 2012. Dermed viser IDCs tal, at hele markedet voksede med 142,4 procent i forhold til samme periode i fjor.
iPad er dog fortsat størst, hvis man ser på de enkeltstående producenter og produkter. Der blev i første kvartal solgt 19,5 millioner iPads – Samsung er næststørste producent med et salg på 8,8 millioner tablets – på tredjepladsen kom Asus, Amazon på fjerdepladsen og på femtepladsen er Microsoft med 900.000 solgte Surface.