Microsoft måske klar med tablet
Hvis vi skal tro rygterne, så er Microsoft på vej med en stor annoncering i nat. Ifølge rygterne er det en ny tablet-computer, som vil blive afsløret efter midnat (dansk tid).
Efter midnat (dansk tid) afholder Microsoft pressemøde i Los Angeles, hvor firmaet vil levere en ”vigtig meddelelse”.
Softwaregiganten har med forholdsvis kort varsel inviteret pressen, og hvis rygterne holder, vil Microsoft lancere en ny tablet-computer på Windows 8.
Weekenden igennem har amerikanske gadgetsites skrevet en masse om, hvad det mon er Microsoft vil afsløre, og Peter Ha fra Tech Crunch mener at vide, at der er tale om en tablet med fokus på underholdning.